Sådan stryger du din skjorte
Der findes ikke noget bedre end en nystrøget skjorte og når du først har lært rutinen med at stryge, kan det ordnes på ingen tid.
Vi har derfor lavet en let udførlig guide, der kan hjælpe dig igennem intro fasen og gøre dig til verdensmester i skjorte-strygning.
Men inden vi begynder med vores guide, er det vigtigt at du har de rigtige produkter til at klare opgaven. Det kræver ikke ekstravagant udstyr, så du kan klare dig med følgende.
- En sprayflaske til at fugte skjorten
- Et almindeligt strygejern med dampfunktion
- Et strygebræt
Strygebrættet kan erstattes af en almindelig flad overflade, men stryg hellere på et rigtigt strygebræt, da formen på strygebrættet hjælper igennem strygningen. Samtidig lader det også både fugt og damp fra strygejernet trænge igennem, hvilket gør hele processen lettere.
Nedenfor forklarer vi i ni enkle trin, hvordan du stryger en skjorte.
1. Fugt skjorten
Sørg for, at den skjorte, du skal stryge, er lidt fugtig. Det er optimalt, hvis du har mulighed for at stryge den, efter at den er blevet vasket, og den ikke er helt tør endnu. Ellers kan du bruge en sprayflaske og sprøjte lidt vand på skjorten. Mange strygejern, har også en funktion, hvor du kan tilføje vand under processen.
2. Se vaskeanvisningerne
Inden du begynder at stryge skjorten, anbefaler vi, at du tjekker vaskeanvisningerne for at se, hvor varm en temperatur det anbefales at stryge den ved. Hvis du ikke får indstillet det korrekt, kan materialet tage skade. Så følg altid vaskeanvisningerne.
3. Start med at stryge ærmer og manchetter
Ærmerne og manchetterne er de dele på skjorten, der er lettest at starte med, da de bagefter kan hænge uden for strygebrættet, så de ikke krøller så meget, når du stryger resten af skjorten. Stræk ærmerne, så de ligger fladt, og der ikke dannes folder på undersiden. På den måde er det tilstrækkeligt at stryge den ene side af ærmet.
4. Gå videre til bærestykket
Bærestykket er det stykke stof, som på skjorten sidder øverst på ryggen, ved nakken, fra skulder til skulder. Dette stykke kan være lidt besværligt at stryge, hvilket er grunden til, at det er nemmest at tage det som noget af det første. Sørg for, at skjorten er knappet op, og læg den på strygebrættet, så bærestykket kan ligge fladt. Stryg det derefter. Træk lidt i stoffet, hvis det er nødvendigt for at rette det ud, når du stryger.
5. Stryg kraven
Før du går videre til skjortens for- og bagstykke, bør du stryge kraven. Den skal stryges bukket op. Hvis det er en button down-skjorte, skal du også knappe kraven op og stryge den bukket op. Det er som regel nok, at du stryger indersiden. Giv gerne kraven lidt ekstra damp, så den nemmere kan glattes ud. Når du har strøget kraven, bukker du den ned igen, og hvis du vil, kan du også lidt forsigtigt stryge den igen, så kraven lettere holder formen.
6. Fortsæt med den ene halvdel af forstykket
Træk skjorten på strygebrættet, så den ene halvdel af skjortens forstykke ligger fladt. Start med at stryge stolpelukningen og derefter resten af forstykket. Hvis du først stryger den side, som knapperne sidder på, kører du forsigtigt strygejernet ind mellem hver knap – ikke hen over dem. Træk lidt i stoffet, så det strækkes, hvis du har brug for at rette folder ud, inden du stryger hen over dem. Folder, som man har strøget hen over, er sjældent nemme at fjerne.
7. Drej rundt til ryggen
Når du har strøget den ene halvdel af forstykket, er det helt naturligt at dreje skjorten rundt på strygebrættet, så du kan stryge ryggen. Sørg for, at den ligger glat, og stryg derefter. Flyt den rundt på strygebrættet, og stræk den, hvis der ikke er plads til hele ryggen fra starten af.
8. Slut af med sidste halvdel af forstykket
Efter ryggen drejer du skjorten på strygebrættet en gang til og slutter af med at stryge den sidste halvdel af forstykket. Og så har du en glat og fin skjorte!
9. Hæng skjorten på en bøjle
Når du er færdig, hænger du skjorten på bøjlen og lader den køle af i mindst 10 minutter, før du bruger den. Hvis du tager den på, mens den stadig er lidt varm og fugtig, bliver den nemmere krøllet, end hvis du lader den vente lidt.
Se vores flotte udvalg af skjorter her