Louisiana - Moderne kunst
Er der en mand, der i næsten 60 år havde fingeren på den danske kulturpuls, så var det Knud. Knud John Peter Wadum Jensen for nu at ære ham med hans fulde navn. Egentlig handlede hans arbejdsliv om oste. I hvert fald skabte han sig både formue og indflydelse som ostegrosserer. Men allerede fra starten af 1940'erne kastede han sin kærlighed på dansk litteratur og kunst. Han var pengemanden, der blandt andet finansierede ungdomsvennen, digteren Ole Wivel, der kort efter krigen etablerede Wivels Forlag. I 1952 købte han forlaget Gyldendal, hvor Wivel blev hans første forlagschef.
Men hans stjernestund var købet af en grund små 40 km nord for København i Humlebæk. En storslået grund med en stor have og fri adgang til stranden og Øresund. At det lige blev her, er en tilfældighed. Hans drøm var at skabe et dansk museum for moderne kunst. Han havde egentlig en tanke om, at det perfekte sted ville være i nærheden af Rungstedlund og Karen Blixen. Men hun nægtede at sælge jord til et nyt museum. For som hun sagde: ”Moderne kunst? Eksisterer det?”
Men en efterårsdag i 1954, mens han var ude at gå tur med hunden, passerede han en forladt have i Humlebæk. Han kravlede over hegnet og blev bjergtaget af det syn, der mødte ham: en smuk, gammel og hvidkalket villa komplet med gartnerbolig, garager, orangeri, tennisbaner samt massevis af frugttræer.
Det var Louisiana. Det blev erhvervet i en fart. Og i løbet af de næste fire år blev kunstmuseet til virkelighed. Det var arkitekterne Jørgen Bo og Wilhelm Wohlert, der lagde grunden til de åbne og lyse udstillingslokaler, der i dag er museets kendetegn. I dag er samlingen af moderne kunst vokset til over 3.000 værker. Fra drømmen om et lille kunstmuseum for nutidig kunst har Louisiana udviklet sig til at blive et dansk fyrtårn i den internationale kunstverden. Og trods flere udvidelser leverer museet stadig et perfekt samspil mellem kunst, arkitektur og landskab.
Men navnet? Louisiana? Hvor stammer det så fra? Det er her, hofjægermester Alexander Brun kommer ind i billedet. En helt fra Slaget ved Isted, hvor han blev såret af en preussisk kugle. Vel hjemme igen opførte han villa ved Humlebæk i 1855, hvor han med sin baggrund som forstkandidat interesserede sig levende for frugttræer og biavl. Han giftede sig i alt tre gange – og alle tre gange med kvinder, der hed Louise. Så derfor døbte han villaen Louisiana.
FAKTA OM LOUISIANA
• Førende internationalt museum for moderne kunst, beliggende i Nordsjælland. Er Danmarks bedst besøgte kunstmuseum og tiltrækker gæster og kunstnere fra hele verden.
• Indviet i 1958.
• Mere end 600.000 årlige besøgende og blandt Danmarks 10 største turistattraktioner.
• Museet byder hvert år på 6-10 udstillinger og rummer derudover en fornem kunstsamling, der er blandt de største i Skandinavien.
• Dertil kommer en række kulturelle aktiviteter og arrangementer året rundt – bl.a. klassiske koncerter, litteraturfestival og filmproduktion på Louisiana Channel.