Stanford University - jernbanebossens universitet
Kommer du fra nord og krydser Golden Gate Broen ind i millionbyen San Francisco, bør du lige efter Mission District dreje fra US Highway 101 og i stedet køre sydpå ad det, der ofte bliver kaldt Amerikas smukkeste motorvej, nemlig Interstate 280. Fortsæt små 60 kilometer mod Palo Alto, og drej fra ved Alpine Road. Kort efter vil Hoover Tower tårne sig op i landskabet. Du er ankommet til Stanford Universitet.
Det er ikke et hvilket som helst universitet. Faktisk er det på tredjepladsen på en eksklusiv liste over verdens mest prestigefyldte universiteter. Og så besidder universitetet en imponerende formue på intet mindre end 28 milliarder dollars. Eller næsten 170 milliarder danske kroner. Penge, der yngler, og hvis afkast finansierer forskning og undervisning af de godt 17.000 studerende. Stanford University er også en stor jordbesidder. Campus er spredt ud over et areal på hele 32 km2.
Det er også nødvendigt med en solid pengekasse, når man akademisk gerne vil kunne prale af banebrydende forskning og Nobelpriser. Gennem årene har 19 forskere og tidligere studerende vundet en Nobelpris. Medregnes alle, der har deltaget i Nobel-prisvindende forskningsprojekter, stiger antallet til 84 inden for fagene fysik, kemi, medicin, økonomi, litteratur og fredsforskning. På listen findes endda forfatteren John Steinbeck, der vandt Nobelprisen i litteratur i 1962. Han tælles med på listen, selv om han formelt set aldrig færdiggjorde sin uddannelse på Stanford.
Det er heller ikke nogen billig uddannelse, de studerende får tilbudt på Stanford University. Studerende fra velhavende hjem, som ikke kan modtage offentlig støtte eller legater, må hoste op med ca. 450.000 kr. om året.
Den gennemsnitlige studieafgift for studerende, der modtager offentlig støtte, legater og stipendier, er på ca. 74.000 kr. Til gengæld får man så en uddannelse i særklasse.
Google var et Stanford-forskningsprojekt
Forskning fra professorer, lektorer og studerende på Stanford University er med et amerikansk udtryk outstanding. Gennem årene er det blevet til udvikling af laseren, hvilket i 1981 udløste en Nobelpris til Arthur Leonard Shawlow. Det var også Stanford-forskere, der skabte den første transgenetiske organisme, hvor genetisk materiale blev transplanteret fra en organisme til en anden. Det har banet vejen for tusindvis af nye produkter. Heriblandt væksthormon og en vaccine mod hepatitis B.
Internettet er en anden succes. Faktisk var Stanford University først med en hjemmeside, der gjorde brug af den TCP/IP-protokol, der er basis for internet-arkitekturen.
Det var også på Stanfords institut for Computer and Applied Sciences, at selveste Google blev udviklet af Larry Page og Sergey Brin. De arbejdede sammen på et projekt, der havde til formål at skabe ét samlet og universelt digitalt bibliotek. Det var tilbage i 1996. Resten af historien kender vi alle.
Økonomi og computer har de sidste 40-50 år gået hånd i hånd. Og ændret verden. Derfor er det næppe den store overraskelse, at disse fag er en af hjørnestenene på Stanford. Det er blevet sagt, at der er en direkte vej fra Stanford University til tech-giganterne i Silicon Valley, der praktisk taget ligger i universitetets baghave.
Tragedien der byggede Stanford
Det var jernbaneselskaberne Central Pacific Railroad og Southern Pacific, der skabte den formue, der satte Californiens tidligere guvernør Leland Stanford i stand til at etablere universitetet. Han havde sammen med sin hustru, Jane, bosat sig i Sacramento i 1856. Fem år senere blev han valgt som delstatens guvernør. I årene inden da havde han aktivt kastet sig ind i arbejdet for at skabe et sammenhængende jernbanenet og fungerede som direktør for Central Pacific Railroad. Den vestlige del af den første transkontinentale jernbanestrækning i USA.
Det første lokomotiv blev døbt Gov. Stanford og kan den dag i dag stadig ses på jernbanemuseet i Sacramento.
Leland Stanford blev en holden mand. Meget holden. Forholdsvis sent i livet blev han og hustruen Jane velsignet med en søn. Leland Stanford Junior. Kort før hans 16-års fødselsdag var familien på en dannelsesrejse i Europa. Da turen nåede til Athen, blev den unge mand uheldigvis smittet med tyfus. De hastede til Italien for at finde den bedst mulige behandling. Først til Napoli, sidenhen Rom og Firenze. Desværre uden held. Leland Stanford Junior døde den 13. marts 1884.
Tilbage i staterne besluttede ægteparret, at nu ’skulle alle Californiens børn være vores’. Derfor begyndte de opkøbet af jord og byggeriet af dét, der skulle blive til Leland Stanford Junior University. De første 555 studerende kunne kaste sig over studierne i 1891. Fra starten kunne også kvinder indskrive sig på universitetet. Dog var antallet af kvinder begrænset til et minimum. Først årtier senere kunne Stanford i ligestillingsnavn bryste sig af at optage lige mange mænd og kvinder.
Leland Stanford Senior døde imidlertid allerede i 1893 som 69-årig. Herefter overtog hustruen Jane ledelsen af universitetet.
Men her ender tragedien ikke for familien Stanford. For Jane Stanford Leland Stanford Senior døde imidlertid allerede i 1893 som 69-årig. Herefter overtog hustruen Jane ledelsen af universitetet. Men her ender tragedien ikke for familien Stanford. For Jane Stanford blev i 1905 myrdet ved hjælp af gift. En forbrydelse, der aldrig er blevet opklaret.
Jordskælv og traditioner
De første år efter Leland Stanfords død kæmpede Jane Stanford med at holde økonomien oven vande. Indtægterne var små – ikke mindst fordi de første årgange af studerende ikke betalte studieafgifter.
Med mordet på Jane Stanford i 1905 blev fremtidsudsigterne for universitetet usikre. Og bedre blev det ikke, da et massivt jordskælv i 1906 forårsagede store skader på hele campus-området.
Men universitetet blev genopbygget. Og nye stolte traditioner blev skabt sideløbende med de akademiske landvindinger, som tusindvis af studerende og forskere gennem årene har opnået.
Det er traditioner som eksempelvis de studerendes ’Mausoleum Fest’. Den årlige halloweenfest, der afholdes ved Stanford Mausoleet, hvor familien Stanford er stedt til hvile.
De har også al mulig grund til at ære Leland og Jane Stanford for deres forudseenhed. For selv om det er en tragisk historie, er det også historien om en skole, der er blevet et fyrtårn i den akademiske verden.