Harry's bar - Verdens mest berømte bar

Den er ikke stor. I modsætning til mange andre barer rundt om i verden er Harry’s bar en stilfærdig oase midt i en af Italiens største turistattraktioner: Venedig. En ganske særlig stemning af hjemlig ro. Et sted, hvor man – hvis man har råd – kan nyde en cocktail Bellini eller en Gin & Tonic. Af Laurids Bertelsen foto: Getty Images & Alamy.

Helt ærligt betyder det ikke særligt meget, hvad der bliver skrevet om Harry’s Bar i Venedig. Udefra ser den ikke ud af meget. Indenfor er det heller ikke noget stort sted: 20 borde spredt rundt om i et lokale, der måske måler 50 kvadratmeter.

Men historien og barens legendariske ry og rygte er så sejlivet som få andre. Her kunne man i 1950’erne se Ernest Hemingway sidde og nyde sin cocktail. Givetvis en Dry Martini i blandingsforhold 1:15. Altså 15 dele gin til én del Martini. Og Hemingway var bestemt ikke alene om at sætte pris på atmosfæren i Harry’s Bar.

Her kunne man se kendte forfattere og skuespillere som Truman Capote, Orson Welles og Maria Callas, når de var i byen, hvor de mængede sig med Europas grever og baroner. Men selve historien om barens tilblivelse er næsten en film værdig.

For i 1928 var Guiseppe Cipriani ansat som bartender på Hotel Europa e Britannia i Venedig. En af hans stamgæster – Harry Pickering – var raget uklar med sin rige amerikanske familie og kunne hverken betale hotel- eller barregningen (og den var stor!) endsige en returbillet. Af sit hjertes godhed lånte Cipriani ham 10.000 lire – et beløb, der i dagens mønt sådan cirka svarer til 50.000 kr! Han havde måske ikke forventet at se sine penge igen.

Men et par år senere vendte Pickering tilbage. Betalte sin gæld. Og lagde 40.000 lire oven i som tak for hjælpen. Nok til at købe et lille lagerrum i nr. 1323 Calle Vallaresso San Marco med udsigt til Canal Grande, hvor Cipriani i 1931 åbnede Harry’s Bar. Hans mål var at skabe en bar, hvor gæsterne fra byens store hoteller på samme tid både kunne opleve en elegant og familiær atmosfære. Midlerne var enkle. Drinks og gode cocktails. Et let, klassisk italiensk menukort stillede sulten. Og en diskret professionel betjening. Inden krigen – og især i efterkrigstiden – strømmede kendte forfattere og musikere til Harry’s Bar.

I vinteren 1949-50 var det forfatteren Ernest Hemingway, der huserede her. Også den britiske feltmarskal Montgomery yndede at frekventere Harry’s Bar. Begge nød de en af Ciprianis signaturdrinks: en – eller flere – Dry Martini. Men det var en helt anden cocktail, der for alvor gjorde Harry’s Bar berømt. Nemlig The Bellini Cocktail. En enkel frisk og læskende cocktail, der blot består af puré fra hvide ferskner og hvid, sprudlende Prosecco.

Guiseppe Ciprianis menukort indeholdt også en række gaver til den gastronomiske verden. Som eksempelvis carpaccio. En ret, han skabte til grevinde Amalia Nani Mocenigo, der af sin læge var blevet forbudt at indtage tilberedt kød. Cipriani skar i stedet ultratynde skiver af rå oksefilet, som han anrettede på en tallerken med et næsten abstrakt mønster af sin universal-sauce, der var rørt med mayonnaise, Worcester-sauce, citron, mælk, salt og peber. Enkelt – men delikat.

Cocktail Bellini, klassiske drinks som Dry Martini, Manhattan og Whisky Sour, carpaccio og scampi all'Armoricaine er stadig på menukortet. Hverken menukortet eller baren i sig selv ser ud til at have forandret sig i de 91 år, der er gået, siden Guiseppe Cipriani første gang slog dørene op til Harry’s Bar.

Ikke at tiden er stået stille. Faktisk har Ciprianifamilien formået at udvikle Harry’s Bar til lidt af et globalt brand. De producerer selv den Prosecco, der bruges til Cocktail Bellini. Der er åbnet Cipriani-barer, klubber og hoteller i New York, Las Vegas, Miami og Monte Carlo. Ja, sågar i Abu Dhabi og Saudi Arabien. Men der findes kun én ægte Harry’s Bar – og den ligger i Venedig

PARIS, LONDON & ROM

De fleste forbinder umiddelbart navnet med Guiseppe Ciprianis berømte bar i Venedig. Men faktisk er Harry’s bar ikke så ualmindelig, som man skulle tro. Allerede i 1911 åbnede den første af slagsen i Paris.

Harry’s Bar er et ualmindeligt populært bar-navn. Rundt om i verden – og i øvrigt uden nogen synderlig forbindelse til Ciprianis bar i Venedig – ligger der berømte barer, der bærer det ikoniske navn. Og nogle af dem er i øvrigt betydeligt ældre.

Allerede i 1911 åbnede Harry’s Bar i Paris, der den dag i dag er et lille stykke Manhattan midt i hjertet af Paris. Her har skuespillere og andre kendisser med trang til en gedigen cocktail fundet hen. Og man skulle ikke kunne meget fransk for at guide de parisiske taxachauffører hen til Harry’s Bar. Bare sig: ’Sank Roo Doe Noo’ – det lyder næsten som adressen: 5, Rue Daunou.

Blot et stenkast fra Place Vendôme i hjertet af den franske hovedstad. Og så er der alligevel også en forbindelse til Harry’s Bar i Venedig.

For den parisiske udgave af Harry’s Bar var også en af Hemingways favoritter. En lille ’fun fact’. Den legendariske Bloody Mary-cocktail blev faktisk opfundet i Harry’s Bar i Paris. Æren tilskrives bartenderen Fernand Petiot, der første gang miksede den i 1921. Også dén var en af Hemingways favorit-cocktails.

London

Guiseppe Ciprianis livsværk har helt sikkert også spillet en stor rolle, da Harry’s Bar i 1979 kom til London. Og faktisk kan den engelske hovedstad prale af hele to: I Mayfair ligger den elegante og fashionable Harry’s Bar private Dining Club, hvor det kræver et betalt medlemskab Ci, inden man bliver lukket ind.

Og så skal man leve op til klubbens dresscode. Her er det bestemt ikke velset at ankomme i hvide jeans, T-shirt eller læderbukser.

Her kræves der jakke, mørke bukser og slips. Helt så strengt ser man ikke på gæsternes påklædning lidt længere nordpå i Londons Marylbones distrikt. Nærmere betegnet i James Street, hvor Harry’s Bar i nu 43 år har langet utallige cocktails og drinks over bardisken.

For slet ikke at tale om maden, der er klassisk italiensk – og på mange måder slet ikke så forskellig fra Guiseppe Ciprianis menukort i Venedig.

Harry’s Bar i London er et af byens mere fashionable etablissementer. Her er maden god. Drinksene endnu bedre. Og ligesom i Venedig er tjenerstaben professionel og imødekommende. Baren har måske ikke den air eller romantik, som hersker i den originale Harry’s Bar. Men den er i hvert fald en stærk modgift til storbyens diskoteker og fastfoodrestauranter.

Harry's bar i Rom

Harry’s Bar i Rom Også i den italienske hovedstad er det muligt at frekventere Harry’s Bar. Men heller ikke i etablissementet på Via Vittoria Veneto 150 er der nogen forbindelse til Guiseppe Ciprianis livsværk i Venedig. Ikke mindst fordi baren blev åbnet under navnet Golden Gate tilbage i 1918.

Det var først i 1950, at den blev omdøbt til Harry’s Bar Rome. Ikke desto mindre blev den op gennem 1950’erne et kendt in-sted for celebrities, skuespillere og instruktører. Her kunne man støde ind i stjerner som Ava Gardner, Marlon Brando, Sophia Loren og Frank Sinatra, der ofte spillede på barens klaver.

Harry’s Bar Rome’s internationale berømmelse blev for alvor slået fast, da en scene i Federico Fellinis film La Dolce Vita (1960) blev indspillet her. Fellini selv var i øvrigt en af barens stamgæster.

Gennem årene var Harry’s Bar Rome et af paparazzi-fotografernes faste holdepunkter. Her var det nemlig altid muligt at tage billeder af filmstjernerne og andre kendisser.

COCKTAIL FRENCH 75

INGREDIENSER

1 spsk citronsaft

1 tsk sukkersirup

60 ml gin Cava Reserva

Citronskal til pynt

SÅDAN GØR DU:

1. Hæld citronsaft, sukkersirup og gin i en cocktailshaker, og fyld derefter op med is.

2. Ryst godt, og sigt over i et champagneglas.

3. Top med lidt Cava, lad det bundfælde (da det vil boble op), og fyld derefter op med mere Cava.

4. Pynt med en tynd stribe citronskal.