Bond Women - Nye stærke roller
Begrebet ’Bond Babe’ får nok mange til at tænke tilbage på de tidlige Bond-films smukke skuespillerinder, castet til at spille rollerne som James Bonds mange elskerinder. I 1960'ernes og 1970'ernes James Bond-film var de kvindelige roller oftest flade karakterer, der hver fungerede som et ungt indslag, Commander James Bond kunne muntre sig med, når han ikke lige sloges med kriminelle masterminds som eksempelvis den kattestrygende Ernesto Stavro Blofeld. Desuden var kvinderne ofte udstyret med komiske navne som Kissy Suzuki, Tiffany Case, Plenty O’Toole eller Holly Goodhead. De lokkede på silkelagner – og der var altid flere, hvor de kom fra.
Begrebet Bond-girls er bestemt ikke grebet ud af den blå luft. Og det er ikke mindst et begreb, der i årenes løb er blevet fremhævet som en af de værste sider af Bond-filmene. I anmeldelser og den offentlige debat har ord som sexistisk, racistisk og stereotypisk floreret.
Men med 25 James Bond-film på hylden har de feminine roller faktisk undergået en markant udvikling. Og dét i en sådan grad, at Bond-entusiaster diskuterer muligheden for en kvindelig James Bond, når den 26. film med Ian Flemings mesterspion forhåbentlig rammer biograferne om to, tre eller fire års tid. I de seneste film har kvinder som Léa Seydoux og Ana de Armas kunnet spille selvstændige og troværdige roller, som absolut intet behov har for at blive reddet af Bond.
Det er en dramatisk forskel fra de tidlige film, hvor Bonds kvindelige modparter i værste fald blot var et seksuelt tidsfordriv, der fungerede som en pause mellem de dramatiske scener, hvor 007 bekæmpede maskuline forbrydere. Og hvor der selv i de tilfælde, hvor kvinderne portrætteredes som agenter, ikke var lagt mere troværdighed i karaktererne, end at de måtte forlade sig på falsk charme og seksuel tiltrækningskraft for at få Bond på glatis. Noget, der naturligvis aldrig lykkedes for alvor i de tidlige Bond-films stereotypt maskuline univers.
Fra Babes til Women
’Bond Babes’ findes naturligvis stadig i de nyere film. Men rollerne er mere udviklede. Mere forfinede. Og på mange måder udstråler de kvindelige skuespillere også de generelle forandringer i kønsrollerne, som vi har oplevet gennem det sidste halve århundrede. I No Time to Die, der efter mange forsinkelser fik premiere sidste efterår, må Daniel Craigs slidte 007-ego kæmpe med ikke én, men flere stærke kvindefigurer. Der er Naomie Harris som M's højre hånd Moneypenny, Lashana Lynch som den smarte MI6-agent Nomi og ikke mindst Ana de Armas som bevæbnet cubansk CIA-agent Paloma – og naturligvis Léa Seydoux, der gentager sin rolle som den stålsatte psykolog Madeleine Swann fra 2015's Spectre.
Moneypenny er således ikke længere en kærlighedshungrende sekretær i forkontoret. Ana de Armas’ rolle er mindst lige så hårdtslående som Bond selv. Og Léa Seydoux er en stærk og intelligent kvinde, der ikke viger tilbage for magt eller indflydelse.
”Hun er filmens hjerteslag,” fortalte Léa Seydoux til magasinet Vogue om sin rolle som Madeleine i No Time to Die og fortsatte. ”Vi lærer hende bedre at kende, så vi bedre kan knyttes til hende. Og dét er helt nyt for denne specielle genre. Simpelthen fordi kvinderollerne tidligere ikke var så veludviklede. Med Naomie Harris og Ana de Armas på rollelisten er der tale om stærke kvinder og ikke mindst også en stor mangfoldighed. Det var efterhånden også en nødvendighed.”
Bond-rollerne åbnede døre
Men det startede for 60 år siden, da den schweiziske skuespiller Ursula Andress dugvåd og iklædt sin hvide bikini dukkede op på en caribisk strand, hvor hun i rollen som Honey Ryder bjergtog både publikum og Sean Connery i den første James Bond-film: Dr. No.
Bevæbnet med en killingesød sexappeal og et fængende navn, der emmede af dobbelte budskaber, blev Bond-pigen født. Og én gang for alle understregedes det, at James Bond har en svaghed for smukke kvinder. Ursula Andress satte barren højt for de lokkende timeglas-skønheder i de næste 24 film. Ursula Andress spillede i øvrigt rollen som Vesper Lynd i Casino Royale i 1967, der af ægte Bond-fans ikke altid regnes som en rigtig James Bond-film. Det var mere en parodi, der var baseret på Ian Flemings roman af samme navn fra 1953. Historien var kort den, at produktionsselskabet EON, der har skabt de øvrige 25 Bond-film, ikke havde rettighederne til Casino Royale, hvor Peter Sellers skulle have hovedrollen som Bond. Men uenigheder under optagelserne førte til, at David Niven blev hyret til at færdiggøre filmen. Men det er en sidehistorie.
For flertallet af de kvindelige skuespillere, der har medvirket i James Bond-universet, har det enten været en døråbner eller en cementering af deres navn.
Det gjaldt eksempelvis for Kim Bassinger, der i midten af 1970'erne ernærede sig som fotomodel, indtil hun fik sit gennembrud som skuespiller i Never Say Never Again (1983), hvor hun spillede over for Sean Connery. En anmeldelse i Washington Post omtalte hendes præstation på denne måde: ”Hun ligner Liv Ullmanns vellystne søster og har afgjort ’noget’.” Hvad dette noget så dækkede over, kan man kun gisne om. Men det var under alle omstændigheder noget, der ledte frem til publikums- succeser som 9½ uge (1986), Batman (1989) og L.A. Confidential (1997).
Bad Ass Berry
Halle Berry var allerede en etableret del af Hollywood-hierarkiet, da hun i 2002 spillede rollen som Giacinta ’Jinx’ Johnson i Die Another Day, hvor det nu var Pierce Brosnan, der for sidste gang udfyldte rollen som James Bond, inden Daniel Craig tog over.
Men det var også en film, der rummede gentagelser. 40 år tidligere var det Ursula Andress, der bikiniklædt steg op af det caribiske hav. Nu var det Halle Berry. Scenen var stort set identisk. Og lige så populær som første gang. Om scenen sagde hun: ”Den var sprøjtende. Spændende. Sexet og provokerende. Og helt bestemt en scene, jeg vil blive husket for, selv efter jeg vandt en Oscar.” Samme år som Die Another Day havde hun vundet en Oscar for ’Bedste skuespillerinde’ for sin rolle i Monster’s Ball (2001).
I medierne blev Halle Berry udråbt til at være en af de sejeste kvinder i hele Bond-universet. Måske er det derfor, at hun i årene efter sin debut som hårdtslående Bond Babe især har landet roller i action- og science fiction-film som Catwoman (2004), Cloud Atlas (2012) og X-Men: Days of Future Past (2014).
Bond-filmenes kvindelige roller har ændret karakter gennem årene. Fra at fremstille kvinderne som lokkende sirener, der på tværs af skellet mellem det gode og det onde kunne besnære agent 007, har filmskabet endelig skrevet sig frem til mere selvstændige og fuldstøbte kvinderoller. Nok castes der stadig efter udseende, men disse skønheder er bestemt ikke i behov for at blive reddet af Bond himself.
Det gælder ikke mindst de fem seneste Bond-film, hvor det har været den britiske skuespiller Daniel Craig, der havde licensen til at dræbe – og omgive sig med smukke kvinder. 60 års rovdrift på Ian Flemings kvindehungrende mesterspion er måske nået til slutningen. I hvert fald er det svært at forestille sig, at en ny James Bond i den 26. film ikke vil have selvstændige kvinder på rollelisten. Men om Agent 007 i de kommende film ligefrem vil blive spillet af en kvinde, har Daniel Craig i hvert fald svært ved at se: ”Svaret er egentlig ret enkelt. Der burde være flere og bedre roller for kvinder og farvede skuespillere. Men hvorfor skulle kvinder spille James Bond, når der burde være roller, der er lige så gode som James Bond, men skrevet til kvinder,” fortalte han i et interview til det britiske magasin Esquire sidste år.
Så selv om Daniel Craig har skrevet sig ud af James Bond- universet med en overbevisende indsats i No Time to Die, er der næppe udsigt til, at han bliver erstattet af en kvinde. Derimod er der nok i hvert fald udsigt til, at de kommende James Bond-film vil rumme nye stærke kvinder, der er med til at drive historien om MI6, Agent 007 og kampen mellem det gode og det onde videre.
Én ting er sikker: De vil være ’good looking’ – og mere end blot godt begavede.
