Casper Steinfath - knægten fra Klitmøller
Nøgternt betragtet har hans barndom i Klitmøller været vild. Måske nogen vil betegne den som grænseløs. Men altid i tæt kontakt med naturen – og altid med en sund respekt for dens kræfter. Og så var han beriget med et forældrepar, der som udgangspunkt ikke satte grænser, men åbnede døre til nye oplevelser og muligheder. For helt at forstå Casper Steinfaths opvækst og udvikling frem til i dag, hvor han står med en imponerende række af både verdens- og europamesterskaber i stand up paddleboard (SUP) og en af de sidste ’overlevende’ i TV2-serien Korpset, skal man foretage en lille tidsrejse.
Tiden er nok vinteren 1994. Stedet er La Grave i Frankrig. Her residerede familien Steinfath i vinterhalvåret. Casper Steinfath er måske et halvt år gammel, iklædt en lyseblå flyverdragt, runde solbriller og med et solidt sug på sutten i munden. Han er sikkert placeret i en babysele på sin fars bryst, mens de i et adstadigt og børnevenligt tempo glider ned ad løjpen på et snowboard.
Der kommer ikke en lyd over læberne. Han sidder trygt og veltilpas i sin fars sikre favn. Det er en af scenerne i Peter Alsteds dokumentarfilm Standing on Water om Casper Steinfaths opvækst og karriere i den absolutte verdenselite som stand up paddler.
Scenen fra løjperne i La Grave i de franske alper er et tidligt billede på, hvordan Casper og hans bror, Peter, kom til at vokse op i en stadig kamp for at udfordre naturelementerne – og måske endda hinanden – og få nye oplevelser, der kunne give dem ny viden og indsigt om de grænser, der på en eller anden måde både kan være frygtindgydende og endda fatale, hvis de overskrides.
Det viser andre klip i filmen. Eksempelvis hvor de to knægte slår saltomortaler ud i det fri fra en flere meter høj sandklit. Eller det samme bare fra tagryggen på familiens hus. Det er også to drenge, der konstant – virker det til – har en konkurrence om at udfordre og overgå hinanden. Det handler om at skubbe den ene ind i tæt budskabs, hvorefter benene tages på nakken for at undgå repressalier.
Klitterne ligger ved Klitmøller. En lille fiskerby godt 10 kilometer syd for Hanstholm.
“Mine forældre havde behov for et sted i Danmark, hvor de kunne have deres base. Min far, Mike, er amerikaner, mens min mor, Sus, stammer fra Kolding. Men det var her i Klitmøller, at de så nye muligheder. For min far levede og åndede for strandkulturen i Californien. Det var en tid med surfing og Beach Boys på stereoanlægget. Heroppe i Nordjylland i Klitmøller så de med det samme nogle muligheder for en mere rå udgave af surfing. Det er på sin vis min californiske surfer-fars historie. Men jeg voksede op i den,” fortæller Casper Steinfath.
Klitmøller er et unikt naturområde, hvor vinden fra Nordsøen suser ind over klitter og lægger marehalmen ned. Familien var nogle af de første, der indtog bølgerne ved dét, der skulle blive kendt som Cold Hawaii og tiltrække surfere fra hele verden.
Ferie på Madeira var springbrættet
At også surfing og stand up paddling skulle blive Casper Steinfaths skæbne, lå måske lidt i kortene. I hans egen fortælling kunne han nærmest surfe, før han kunne gå. En fortælling, der går ganske godt i spænd med turen ned ad løjpen i La Grave, da han blot var seks måneder gammel.
Men det var en familieferie på Madeira, der for alvor fik ham til at satse på det glatte surfbræt og suset ved at ride på en stor bølge på vej ind mod kysten. ”Jeg vil ud og prøve bølgerne,” fortalte han sin far. Og så var det ud på de massive bølger ud for turistøen i Atlanterhavet. Hans far har fortalt, at han ikke var helt stolt af situationen. De havde ikke fortalt hans mor om forsøget på at besejre bølgerne. Til en start så det da også ud til, at Casper Steinfath slet og ret forsvandt i dem. Folk i bilerne på parkeringspladserne dyttede. Men det stoppede brat, da han pludselig i fuld kontrol kom susende hen over en kæmpebølge. Han var måske 14 år gammel.
Han var solgt til stanglakrids!
Siden har han rejst verden tynd med sit godt fire meter lange surfbræt. Vundet mesterskaber og konkurrencer på stribe. Stand up paddleboard-konkurrencerne består af en række heats på M- eller W-formede baner, hvor man står oprejst på sit board og med sin pagaj forsøger at få fart i brættet. Det er fysisk udmarvende og kræver både forberedelse og fysisk råstyrke.
Skagerrak, Kattegat og Nordsøen
“Jeg er ikke en konventionel atlet. Jeg har haft – og har til dels stadig – en stor sult for selve konkurrencen. For mig handler det også om at træde ud af min comfortzone og forsøge noget, der ikke nødvendigvis vil lykkes. Men blot det, at jeg tror på det, er nok. Det kræver, at jeg arbejder intenst for sagen og er i stand til at forberede mig optimalt.”
Dét at sikre sig en optimal forberedelse – både mentalt og fysisk – kom for alvor på en prøve, da Casper Steinfath i 2017 som den første forsøgte at krydse Skagerrak. En strækning på 137 kilometer fra Klitmøller til Kristiansand i Norge.
Han valgte at gennemføre turen om natten – og om vinteren. Ganske enkelt fordi det gjorde udfordringen større. Men udmattelse, truende stormvarsel og en rute, der førte ham mod strømmen, gjorde, at han måtte opgive. Bare 12 kilometer fra målet.
“Det var overmodigt. Og jeg var ikke ordentlig forberedt. Men ikke desto mindre var det en tur, der også lærte mig meget. Ikke mindst at det kræver god forberedelse, hvis det skal lykkes. Men lige så vigtigt er det, at det er den slags oplevelser, der er med til at få én til at sætte mere pris på dét, man har derhjemme. Fra min elskede bløde sofa til varm mad – og ja, alt dét, vi har i fællesskab i vores samfund.”
Året efter lykkedes det ham at gennemføre turen. Denne gang fra Kjul Strand ved Hirtshals. Turen blev døbt Viking Crossing 2. Det tog 18 timer og 26 minutter, inden han kunne kravle i land på havnefronten i Kristiansand. Noget af en mediebegivenhed med live tv-sending fra følgebåden. Globalt set så mere end 5,7 millioner tv-seere Casper Steinfaths kamp mod elementerne. Over 600.000 fulgte hans triumf på Facebook.
De episke forsøg blev skildret i to dokumentarfilm og blev siden fulgt op med en tur tværs over Kattegat og en 1.400 kilometer lang tur rundt om Danmark.
Nu venter turen over Nordsøen til England. Et af de tre ’bjerge’, som han gerne vil bestige, inden han lægger sit paddleboard på hylden.
“Men det er en meget stor udfordring. På turen til Norge padlede jeg med en fart på cirka otte kilometer i timen. Alt afhængig af ruten er der mellem 500 og 800 kilometer i Nordsøen, der skal krydses. Så vi taler om mindst 100 timer på et board midt i et af de mest udfordrende havområder i verden. Det er ikke særligt dybt. Vandstanden er lav, og der er meget vind. Det er ganske enkelt et svært stykke vand.”
Selvom det er et projekt, der kræver optimal forberedelse, følgebåde og et vist vovemod, er det også et udtryk for, at Casper Steinfaths fokus så småt er ved at ændre sig.
“Det er måske eventyrlysten, der tager lidt over. Tidligere havde jeg en voldsom sult på dét at konkurrere. Det vil jeg stadig. Men jeg er blevet mere selektiv. Mere nøjeregnende med, hvilke konkurrencer jeg vælger at deltage i. Men det at udfordre mig selv på de projekter som i tilfældet med Skagerrak og måske Nordsøen til næste år fylder mere og mere.”
At han nu satser lidt mindre på konkurrencelivet skyldes ikke mindst, at han sidste år blev far til en lille dreng.
“Siden jeg var helt ung, har jeg rejst otte-ni måneder om året. Det var efterhånden lidt et særsyn, at mine kufferter stod hjemme i Klitmøller. Og selvom min kone og jeg – ganske som mine forældre gjorde det – også rejser ud med hele familien, så prioriterer jeg måske bedre og mere præcist i dag.”
Omvendt kan det synes som lidt af et gamble at satse på de episke projekter som eksempelvis vikingetogtet over Nordsøen. Det er ikke uden risiko.
“Men jeg tror, at min kone er indforstået med det. Hun fortæller mig i hvert fald ikke noget andet. Måske det også handler lidt om, at hun får en bedre Casper hjem – både som far og mand – når jeg har været ude. Om det så er til SUP-konkurrencer, eventyrlige projekter, eller som da jeg deltog i TV2-serien Korpset.”
Risikoen er noget, Casper Steinfath er meget bevidst om. Først og fremmest fordi det med hans egne ord ’holder ham skarp’. Men også fordi det giver ham det drive, der skal til for at opbygge en minutiøs viden og forståelse for det ’vand’, han skal erobre. Han har talt med de lokale fiskere i timevis om livet på Nordsøen. Han har konsulteret eksperter for at kunne planlægge den bedste rute. Og før det andet forsøg på at krydse Skagerrak stod han op klokken tre om natten for at vænne krop og sind til at padle om natten.
“Men som det er tilfældet med den danske astronaut Andreas Mogensen, har jeg jo trænet hele livet for at gøre mig klar til at gennemføre mine projekter. For de fleste af os er det lidt skræmmende at skulle være ude i rummet i et halvt år. Der er så meget, der kan gå galt. Men for Andreas Mogensen er det jo efterhånden blevet rutine, og han ved, hvad han skal gøre i bestemte situationer. Sådan har jeg det også. Når jeg ved, hvilke risici jeg er oppe imod, kan jeg også tage de rigtige beslutninger.”
Casper Steinfath fortæller, at det nogle gange har lidt uheldige konsekvenser. “Som når folk på stranden har spottet mig ude til havs på mit paddleboard og så ringer 112. Og pludselig hænger der en redningshelikopter over hovedet på én.”
Det har han oplevet mere end en gang. Som da han, hans bror og en kammerat midt under stormen Bodil i 2013 besluttede sig for, at det ’måtte da være det optimale vejr at surfe i’. Folk på stranden var skrækslagne over de tre unges surfing i det stormende vejr. Og det udløste en heftig aktivitet på de sociale medier, hvor de tre unge blev udskammet. Selv Ekstra Bladet mobiliserede sin harme over deres letsindighed. Uden at overveje, at det jo godt kunne være, at de rent faktisk havde styr på situationen.
“Nogle gange føles det lidt som dét der Nietzsche-citat: De, der danser, bliver anset for gale af dem, der ikke kan høre musikken,” siger Casper Steinfath.
Men livet har forandret ham. Ikke mindst familielivet med en otte måneder gammel baby.
“Tidligere – og i hvert fald helt sikkert som teenager – var det lidt af et egotrip. At blive den bedste. Vinde konkurrencer. I dag har jeg større fokus på teamet. Måske lidt paradoksalt for en mand som mig. Men det giver mig virkelig meget at kunne hjælpe andre til at blive bedre til dét, de gerne vil lave,” slutter han.