Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Julegaver byttes til d. 31. januar 2025
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Julegaver byttes til d. 31. januar 2025

Chris Hemsworth - Actionhelt fra down under

Han kan det hele. Alt lige fra lette komedier over krigsfilm til tegneseriernes helteunivers. Australske Chris Hemsworth står mejslet i vores bevidsthed som en af filmverdenens absolutte superhelte. Film som Thor-serien, Avengers, Men in Black og 12 Strong har gjort ham til en velhavende skuespiller, der alene i 2019 tjente over en halv milliard kroner. Denne vinter har han i tv-serien Limitless udforsket menneskekroppens grænser. Af Claus Vesterager Martinus, Foto: Getty Images & Alamy.
Chris Hemsworth
Chris Hemsworth, 39, er kendt for sin rolle som Thor i filmserien af samme navn.

Hans krop er som en græsk atlet fra antikkens tid. Som mejslet i marmor. Der er absolut intet at udsætte på hverken biceps eller triceps. Og hans sixpack er slet og ret imponerende.

Det er intet under, at Chris Hemsworth som skuespiller er blevet castet til de klassiske helteroller i eksempelvis storfilm som Thor-filmene. Men som for mange andre skuespillere før ham var det tv-serier, der åbnede dørene til Hollywood. Allerede som 21-årig landede han nemlig en rolle i den australske sæbeopera Home and Away (2004-2007), hvor han spillede rollen som Kim Hyde. En ung fyr, der med sin far flytter til Summer Bay i New South Wales. En rolle, som han høstede stor anerkendelse for. Som The Daily Telegraph skrev: “He is born to play to the hunky high school dropout”.

En ganske rammende beskrivelse. For Chris Hemsworth kunne både spille, være særdeles muskuløs og se lækker ud i rollen som gymnasieeleven, der forlod skolen i utide for at arbejde i et fitnesscenter og leve sit liv på surfbrættet i Stillehavets bølger.

Evnen til at spille skuespil må være et genetisk træk. For begge hans brødre har også valgt scenearbejdet som deres levebrød. Men selvom de begge har haft roller i både sæbeoperaer og spillefilm, har de ikke haft samme succes som deres bror, Chris.

De tre voksede op i Melbourne. Deres forældre – Leonie og Craig Hemsworth – arbejde som henholdsvis engelsklærer og socialrådgiver. Så selvom deres mor sikkert har fået dem til at elske litteraturens underværker, var opvæksten ikke umiddelbart præget af trangen til at stå på en scene.

Størstedelen af deres unge år foregik i Melbourne. Men i perioder boede familien i The Outback. Mere præcist i en lille by ved navn Bulman i The Northern Territory. En såkaldt ’lukket by’, hvor man skal have en særlig tilladelse for at kunne besøge. En beskyttelse, som den australske regering har indført for at værne om særlige etniske, kulturelle eller religiøse forhold i området.

Det er et umådeligt lille samfund med ca. 300 indbyggere. Og et samfund der ofte i regntiden risikerer at blive helt afskåret fra omverdenen.

Chris Hemsworth
Chris Hemsworth fik sin tv-debut allerede som 19-årig.

Ikke desto mindre er det en periode i Chris Hemsworths liv, der har sat sig dybe spor. “Mine tidligste minder var på kvægstationerne oppe i Outback i Northern Territory. På et tidspunkt flyttede vi tilbage til Melbourne, og så tilbage derud, og så tilbage til Melbourne igen. Det meste af min barndom var bestemt i Melbourne, men mine mest levende minder har jeg oppe fra Bulman. En tid med krokodiller og bøfler. Det var helt forskellige måder at leve sit liv på.”

Sin debut som skuespiller fik han allerede som 19-årig i 2002, hvor spillede med i to afsnit af tv-serien Geuinevere Jones. Men det var rollen som Kim Hyde i sæbeoperaen Home and Away, der for alvor gav ham luft under vingerne. Også selv om det betød, at han igen måtte flytte. Denne gang til Sydney i New South Wales, hvor indspilningerne fandt sted. Han spillede med i 171 afsnit fra 2004 til 2007, hvor han forlod serien. “Selvom jeg selvfølgelig blev mere synlig ved at spille med i Home and Away, var dét at have spillet med i en sæbeopera ikke noget, der aftvang den helt store respekt i filmbranchen,” har Chris Hemsworth fortalt i et interview til Digital Spy.

Chris Hemsworth
Chris Hemsworth spillede med i Formel 1-filmen “Rush” (2013).

Dét – og drømmen om at spille med i de store Hollywoodproduktioner – fik ham til at vende blikket mod USA. I 2009 fik han en mindre rolle i Star Trek, hvor han spillede med i enkelt scene i filmens begyndelse. En rolle, som Matt Damon i øvrigt havde takket nej til. Men rollen som kaptajn James T. Kirks far gav Chris Hemsworth hans første optræden i en af Hollywoods helt store kassesucceser. Og selvom han havde fem minutter at gøre godt med, udløste det anerkendelse for kritikerne. Som journalisten Josh Tyler på Cinema Blend skrev: “De bedste fem minutter, jeg har tilbragt i biografen i år!”

Samme år spillede han med i filmen A Perfect Getaway – en lavbudgetfilm, hvor han også høstede en vis anerkendelse.

Men det store gennembrud fik han i 2011, da han fik rollen som superhelten Thor – det nyeste skud på stammen fra Marvel Cinematic Universe. Filmen spillede næsten en halv milliard dollars i kassen. Det var en film, der også betød hård træning for Chris Hemsworth. Hans i forvejen veltrænede krop skulle ganske enkelt optimeres, inden optagelserne gik i gang. Og i løbet af kort tid formåede han at øge sin muskelmasse med hele 10 kilo.

Chris Hemsworth
Filmserien om “Thor” havde Hemsworth som titelrolleindehaver.

Herfra gik det slag i slag. Frem til i dag har Chris Hemsworth spillet med i tre opfølgninger til den første Thor-succes. Han har spillet med i film som Avenger (2012), Star Trek – Into the Dark (2013), Snow White and the Huntsman (2012) og Ghostbuster-filmen fra 2016 og Men in Black International (2019). Alene i 2022 har han været på rollelisten i hele tre film: Inceptor, Thor – Love and Thunder og Spiderhead. Sidstnævnte har han også selv produceret via sit nyligt opstartede produktionsselskab Wild State.

Hemsworths karriere har ganske enkelt været imponerende. På 10 år har han formået at lande roller i nogle af de største kassesucceser, som Hollywood har præsteret. Nok mest i genrer, der kun sjældent udløser Oscar-statuetter. Men til gengæld film, der betyder, at millionerne ruller ind på bankkontoen i en lind strøm. Alene i 2019 kunne han med tilfredshed notere sig en indtægt på svimlende 511 millioner kroner.

Hans fysik er et af hans vigtigste aktiver. Hans træningsprogram er udførligt beskrevet i mange udenlandske medier. Eksempelvis Men’s Health. Han har også markedsført en app (appCentr) til smartphones, der giver gode råd om træningsøvelser, sundhed og ernæring.

Dét at arbejde med sin krop er også et fokuspunkt i Hemsworths seneste projekt: En tv-serie med titlen Limitless with Chris Hemsworth. Her udforsker han grænserne for, hvad mennesket kan tåle. Gennem en række forskellige test forsøger han at lukke op for kroppens superkræfter i en kamp for at forblive ung, stærk og robust. Og måske endda finde nye måder at bekæmpe sygdomme på. Serien fik premiere på Disney+ midt i november måned 2022.

På den private front er han gift med den spanske model og skuespiller Elisa Pataky. De blev gift i 2010 og har sammen tre børn. I 2015 flyttede han med familien fra Los Angeles tilbage til Australien. Mere præcist til Byron Bay i New South Wales, hvor parret har bygget enorm villa tæt på kysten.