Christopher Nolan - Episk Filmkunster
Christopher Nolan er lidt af en lysende stjerne i den cinematiske verden. Med storfilm som Memento (2000), Interstellar (2014) og nu senest Oppenheimer (2023) har den britiskfødte instruktør slået sit navn fast som en episk filmkunstner, der for alvor formår at få de store filmstudier til at åbne pengepungen.
Hans nyeste film – historien om atombombens fader J. Robert Oppenheimer – er et strålende eksempel på hans succes. I de sidste 20 år har han næsten udelukkende arbejdet for Warner Bros. Men filmstudiets beslutning om at frigive nye film samtidig i både biografer og på streamingtjenesten HBO Max fik ham til at forhandle en ny kontrakt på plads med Universal. Og det var ikke en hvilken som helst kontrakt: Han krævede som minimum et budget på 100 millioner dollars. Dertil kom et lignende beløb til markedsføring. Hans egen løn er aftalt til 20 pct. af filmens indtjening fra den dag, den bliver vist i biograferne verden over. Desuden krævede han, at filmen som minimum blev vist i biograferne i 100 dage, inden den bliver tilgængelig på de forskellige streamingtjenester. Og endelig var det et krav, at Universal ikke måtte sende andre nye film på markedet tre uger inden og tre uger efter Oppenheimers premiere.
Det er en mand med selvtillid, der ikke alene formulerer så skrappe vilkår, men som også formår at få en underskrift på kontrakten.
Derfor må det glæde både Christopher Nolan selv og Universal Studios enormt, at den nye biografiske film om udviklingen af atombomben i nogle anmeldelser er blevet kaldt “den vigtigste film i dette århundrede”. Og ikke mindst at biografgængere verden over er strømmet til og har lagt millioner af dollars i billetlugen allerede i den første uge, filmen var på repertoiret.
Det var også en film, hvor han var i stand til at tiltrække nogle af tidens store navne: Cillian Murphy i titelrollen, Kenneth Branagh i rollen som Niels Bohr, Matt Damon, Robert Downey Jr. og Gary Oldman for nu at nævne nogle få fra den imponerende rolleliste.
Fortid og fremtid
Christopher Nolan har i sine 12 film bevæget sig let og ubesværet mellem forskellige genrer. De historiske dramaer som Dunkirk (2017) og nu Oppenheimer er præcise skildringer af evakueringen af den britiske hær i 1940 og menneskets indtræden i atomalderen.
Fiktionen får frit løb i Batman-trilogien med Christian Bale i rollen som Bruce Wayne/Batman, mens Matthew McConaughey blev sendt på en intergalaktisk rejse i filmen Interstellar (2014). Og i Tenet (2020) blev Denzel Washingtons søn, David, transformeret til en moderne James Bond – dog uden letpåklædte damer, sprut eller andet lir. I Tenet er det en leg med tiden eller ’inversion’, der optager Nolan. Tiden går baglæns. En rejse tilbage i tiden. Minut for minut. Time for time.
Filmen er – ganske som Oppenheimer – en intellektuel udfordring, hvor Christopher Nolan udforsker en mere eksistentiel moral og etik. I sommerens biopic om atombombens fader er det ligeledes de store spørgsmål, som optager forskersindet hos J. Robert Oppenheimer. Tvivlen og usikkerheden om det moralsk acceptable ved at konstruere en bombe, der er i stand til at slå tusindvis af mennesker ihjel på et splitsekund.
Nolans filmkunst
Men Nolan formår at gøre det seværdigt. Og spændende. Han har rigtigt mange forskellige redskaber i værktøjskassen for at få fortalt den historie, han gerne vil have frem.
Som i Memento (2000), hvor hovedpersonen – der har mistet sin korttidshukommelse – må ty til tatoveringer og polaroidfotos af de mennesker, der kan hjælpe ham til at finde frem til den morder, der slog hans kone ihjel. Historien er fortalt baglæns. Og i takt med at den udvikles, lærer man også Leonard Shelby (spillet af Guy Pearce) at kende.
I Insomnia (2002) sendes to kriminalassistenter (Al Pacino og Martin Donovan) til Alaska for at opklare et mord. Midnatssolen og manglen på søvn sender dem ud i et farligt spil med morderen spillet af Robin Williams. En spændingsfilm, hvor Nolan elegant udnytter lyset og miljøet til at skildre Al Pacinos sindstilstand i en stemning af usikkerhed og ustabilitet.
I krigsfilmen Dunkirk (2017) er det et stadig mere intenst krydsklip mellem de tre perspektiver, der fortæller historien om den heroiske evakuering af den britiske hær fra de nordfranske strande: billederne fra helvedet på stranden, luftkrigen og i vandet. Det er med til at skabe et næsten Hitchcock-agtigt spændingsniveau.
Som filmanmelderen Christian Monggaard skrev i dagbladet Information, er det en af Nolans væsentligste styrker: “Han tør satse alt både dramaturgisk, visuelt og historiemæssigt i et forsøg på at give publikum noget, de ikke har set før.” Han fortsatte: “Han bygger bro mellem mainstream- og kunstfilm. Er en ambitiøs og kompromisløs filmmagiker, der ligesom Stanley Kubrick både vil skabe nyt og anfægte publikum og fortælle evigtgyldige historier om, hvor svært og forvirrende det er at være menneske.”