Daniel Day-Lewis - Master of Acting
Der er succesrige skuespillere, der til trods for eminent skuespil og mere end 100 film på CV’et aldrig er kommet i nærheden af en oscarstatuette. Endsige har opnået den ære, der ligger i at blive nomineret til en. Og så er der Sir Daniel Michael Blake Day-Lewis. Blot 24 film er det blevet til siden debuten for 54 år siden.
Det var i John Schlesingers film Sunday Bloody Sunday (1971), hvor han som blot 14-årig spillede rollen som en ung lømmel, der vandaliserede biler for et godt ord. Det var ikke nogen stor rolle. I hvert fald ikke tilstrækkelig stor til, at han fik sit navn på rulleteksterne. Men ikke desto mindre gik han op i rollen med liv og sjæl. Historien vil vide, at han som forberedelse til optagelserne øvede sig indgående i kunsten at smadre en bil. Det gik ud over mere end 100 biler, inden han var klar til at optage sin scene i filmen. Med en lidt vild opvækst præget af butikstyverier og andre småkriminelle handlinger beskriver han det senere som en ”himmelsk oplevelse at få lov til at smadre dyre biler ude foran den lokale kirke.”
Dét at forberede sig så intenst på den rolle, han skulle personificere i en film, er måske lige dét, der markerer den helt store forskel på Daniel Day-Lewis og mange af hans kolleger i filmverdenen. Ikke at andre ikke forbereder sig. Men for Daniel Day-Lewis var det et mål i sig selv at komme helt ind under huden på de personer, som han skulle portrættere i en film.
Blot 24 film på CV’et
Under alle omstændigheder er det formentlig en del af hans arbejde som skuespiller, der har lagt grundstenen til den succes, han har opnået i de 24 film, han har spillet med i. En succes, der har udmøntet sig i hele tre oscarstatuetter for årets bedste skuespiller. Tre nomineringer samt adskillige BAFTA Awards og ikke mindst to Golden Globe Awards. Ikke underligt at Time Magazine i 2012 kårede ham som verdens bedste skuespiller. Det var efter hans eminente skuespil i filmen Lincoln, der også udløste hans tredje Oscar.
Selvom han med tiden har opnået såvel succes som anerkendelse som en af vor tids bedste skuespillere, måtte han gennem teenagerens prøvelser. Han kom til verden den 29. April 1957 i London. Men allerede da han var to år, flyttede familien – hans far var den anerkendte digter Cecil Day-Lewis – fra Kensington til Greenwich i det sydlige London.
Det var en verden til forskel fra det mere mondæne Kensington. I skoletiden blev han mobbet på grund af sit mere formfuldendte sprog, der af de andre hårdkogte drenge i det sydlige London blev betragtet som småsnobbet. At han på mødrene side også havde jødiske rødder, gjorde ikke skoletiden lettere. Omvendt var det med hans egne ord den første rolle i virkelighedens teater. ”Jeg lærte at mestre den lokale accent. Og måden, man opførte sig på. Det var min første virkeligt overbevisende optræden.”
Men der var lidt for megen uro i hans liv. Så hans forældre besluttede sig for, at det var på tide med et miljøskifte. Så de næste år var han indskrevet på to kostskoler, hvor især de lidt løsere tøjler på Bedales School i Hampshire lidt nord for Portsmouth bekom ham vel. Årene på kostskolerne var en god investering. For trods hans inderlige modvilje mod det klassiske skolearbejde formåede han at afgrænse sine fremtidige karrierevalg i forhold til tre fremtrædende interesser, nemlig fiskeri, træarbejde og skuespil.
Snedker eller skuespiller
Det var i 1975. Hans far var død nogle få år tidligere. Så måske var det i et anfald af realisme, at han i første omgang søgte en læreplads som møbelsnedker. Da det ikke endte med den ønskede elevplads, kastede han sig i stedet over teatret. Han havde haft nogle gode oplevelser på National Youth Theater i London. Så en ansøgning til Bristol Old Vic Theatre School gav mening. Her gennemgik han en treårig uddannelse og fik efterfølgende en række roller på den store scene. Blandt andet som Philostrate i Shakespeares En skærsommernatsdrøm.
En af hans lærere, John Hartoch, fortæller om Daniel Day-Lewis:”Der var noget ved ham allerede dengang. Han var stille og høflig, men han var tydeligt fokuseret på sit skuespil – han havde en brændende egenskab. Han så ud til at have noget brændende under overfladen. Der skete meget under det stille udseende. Der var især én forestilling, da eleverne opførte et teaterstykke kaldet Class Enemy, hvor han virkelig så ud til at skinne – og det blev tydeligt for os, personalet, at vi havde en ret speciel person i vores midte.”
Som alle andre store skuespillere var Daniel Day-Lewis’ karriere i starten præget af filmroller, hvor hans navn optrådte langt nede på rollelisten. Ikke desto mindre formåede han at skrabe roller til sig i nogle af tidens største film.
11 år efter sin filmdebut fik han således en mindre rolle i storfilmen Gandhi (1982). Men det var med filmen Mit smukke vaskeri (1985), at han for alvor blev præsenteret for biografpublikummet som fremtidens stjernefrø. I filmen spiller han en ung homoseksuel i et forhold med en pakistansk mand. Sammen kæmper de mod fordomme fra både det engelske og pakistanske samfund, mens de åbner et møntvaskeri og underholdningscenter i en trøstesløs bydel i London. Det er den første Day-Lewis film, der endte på Det britiske filminstituts liste over de bedste britiske film i det 20. Århundrede.
Den første Oscar
Samme år høstede han også anerkendelse for sin rolle som Cevil Vyse i James Ivory’s A Room with a View (1985). Men det var først fire år senere, han for alvor slog igennem. Det skete med filmen My Left Foot (1989).
Det er en biografisk skildring, der nøje følger Christy Browns selvbiografi. Han blev født i 1932 med spastisk lammelse og var umiddelbart dømt til en kort, trist tilværelse uden kontakt til andre. Men med støtte fra sin familie, og især fra sin mor, får han alligevel et mangefacetteret og rigt liv, idet det viser sig, at han med sin venstre fod, som er den eneste legemsdel, han har kontrol over, kan kommunikere med omverdenen. Daniel Day-Lewis leverede en enestående præstation, der udløste hans første oscarstatuette i 1990.
Succesen blev blandt andet til virkelighed ved hjælp af Method Acting. En særlig teknik, mange skuespillere anvender i forberedelserne til en filmrolle. En metode, der sætter dem i stand til for alvor at komme helt ind under huden på det menneske, de portrætterer. Det er metode, som Daniel Day-Lewis mestrer til perfektion. Det handler om lige dele talent og stædighed. Detaljer studeres og læres. Som da han spillede hovedrollen i Tilværelsens ulidelige lethed (1988). Her lærte han sig selv at tale tjekkisk for at kunne levere en overbevisende præstation.
Enormt dedikeret
Filmredaktør ved dagbladet Information Christian Monggaard har forklaret Day-Lewis’ succes med det faktum, at han går i ét med sine roller: I Den sidste mohikaner lærte han sig at flå de dyr, han fangede. Og han levede som barfodet vildmarksindianer i telt og kano før og under optagelserne.
Inden optagelserne til Gangs of New York hyrede han såmænd et cirkus for at lære at kaste med knive. Under optagelserne pådrog han sig en lungebetændelse. Men nægtede at tage varmt tøj på, da han ikke mente, det stemte overens med filmens historiske tidsalder, 1800-tallet.”Han er en enormt dedikeret skuespiller, der brænder igennem i kraft af den person og karisma, han har. Man ser ikke Daniel Day-Lewis, men man ser den rolle, han spiller. Og det er det, der gør ham så god,” uddyber Christian Monggaard.
Film som Tilværelsens ulidelige lethed og My Left Foot åbnede for alvor dørene til de helt store film. I de kommende år spillede han med i storfilm som Den sidste mohikaner (1992), Gangs of New York (2002), There Will be Blood (2007) og Lincoln (2012). De to sidstnævnte indbragte ham to yderst velfortjente oscarpriser. Ifølge Christian Monggaard er især filmen Lincoln seværdig. ”Det er en af hans bedste præstationer. I denne rolle er hans figur knap så brutal, men mere mild og blid end andre roller som i Gangs of New York og There Will Be Blood. Men han er lige så dedikeret, snu og begavet som de to andre figurer,” siger Christian Monggaard.
Daniel Day-Lewis’ CV er som sagt ikke det mest omfattende i branchen. Til gengæld er der tale om en perlerække af film, der tåler at blive set og genset. De film, han har sagt ja til, er velovervejede. Og ikke mindst film, der var dømt til succes.
I 2017 – fem år efter Lincoln-succesen – annoncerede han, at han trak sig tilbage efter sin rolle som skrædderen Reynold Woodcock i filmen Phantom Thread. En præstation, der nok gav ham en nominering, men ingen Oscar. Fremover ville han hellige sig sin store interesse, nemlig møbelsnedkeriet.
Ikke desto mindre lykkedes det hans søn, Ronan Day-Lewis, at lokke ham frem i rampelyset igen i Ronan’s debut som filminstruktør. Filmen – Anemone – har endnu ikke haft premiere. Daniel Day-Lewis er klart en af vor tids allerbedste skuespillere. Om han er den bedste, handler nok mest om temperament og følelser. Men én ting er sikker: Han er fænomenal på det hvide lærred.