Emily Blunt - Englands største Hollywood-stjerne
Blev Oscar-statuetterne uddelt efter fortjeneste og ikke mindst en samlet kunstnerisk bedømmelse af en skuespillers meritter, ja, så ville Emily Blunt uden tvivl have en hel samling stående hjemme på kaminhylden i sin store newyorkerlejlighed. Men trods en Oscar-nominering for sin rolle som Kitty Oppenheimer i Christopher Nolans storfilm, der fik premiere sidste år, lykkedes det ikke at krone karrieren med en Oscar.
Egentlig lidt underligt. For siden hun debuterede i skuespillet The Royal Family i 2001, har hun spillet med i en lang række blockbuster-succeser. Hvem husker hende ikke som den overambitiøse sekretær i The Devil Wears Prada (2006). En film, hvor hun i samspillet med stjerner som Anne Hathaway og Meryl Streep ganske enkelt leverede en toppræstation. Og ikke mindst en film, der bliver betragtet som hendes egentlige gennembrud.
Emily Blunts tidlige karriere bestod nok mest af roller som den bly ’engelske rose’ i mere eller mindre kunstneriske film. Alternativet var de stjernedryssede Hollywood-produktioner. Og hun valgte – uden at se sig tilbage – Hollywood. Med en formue på omkring 80 millioner dollars vil de fleste nok være enige i, at det så rigeligt gør det op for de trofæer, hun måtte mangle i trofæskabet.
Det er 20 år siden, vi første gang så Blunt på det store lærred efter nogle tv-optrædener. Pawel Pawlikowskis bittersøde My Summer of Love (2004) beskrev en kort, intens romance mellem to teenagepiger fra hver sin side af klasseskellet. De to unge stjernefrø – Emily Blunt og Natalie Press – skabte en cool og knitrende kemi på lærredet. Nok en lavbudgetfilm, men dog med skuespilspræstation, der betød, at Blunt af anmelderne blev spået en strålende fremtid som britisk films nye leading lady.
Kun to år senere blev hun spottet af Hollywood-producerne. På papiret så hendes rolle i The Devil Wears Prada ikke ud af meget. Alligevel fik Blunt det meste ud af den. Og det ikke kun ved at fyre rappe oneliners af til Anne Hathaway. Oneliners som: “Do you have some prior commitment? Or some hideous skirt convention you have to go to?” Snerrende, men alligevel afleveret med et gran af tristesse i en ellers særdeles bidsk karakter. Hendes skuespil blev et præcist billede på de mange unge kvinder, der var villige til at acceptere enhver form for udnyttelse for et skridt op ad stigen i modeverdenen. Hun var vittig og gribende nok til at vinde Bafta- og Golden Globe-nomineringer sammen med den mere langsigtede belønning af vedvarende popkulturel citerbarhed.
I de næste par år spillede Blunt med i en række film fra gysere til de mere romantiske produktioner. Film, som gjorde hende kendt – og som betød, at hun også nu kunne række ud efter de større film. Det var film som gyseren Wind Chill (2007) og The Young Victoria (2009). Men hun virkede ikke som den fødte ’skrigedronning’ i gysergenren, og i den royale film om dronning Victoria formåede hun ikke helt at give liv til en historie, der måske nok rummede en smuk historisk arv, men som også var præget et lidt sløvt manuskript.
Det førte hende imod de uafhængige amerikanske indiefilm, hvor hun høstede anerkendelse for sit skuespil over for Amy Adams i Your Sister’s Sister (2011), filmen Laksefiskeri i Yemen (2011), samt The Five-Year Engagement (2012). Desværre var det også film, der fik premiere, netop som mainstream-interessen for genren var aftagende.
Men det var Looper fra 2012, der pegede en klar vej frem for Emily Blunt. Hidtil havde actionfilm med højt oktantal ikke været et oplagt valg. Rian Johnsons genialt sammenknyttede sci-fi-thriller fremstiller hende som en hårdfør Kansas-bonde og enlig mor, der forstår at svinge et haglgevær. Hun gav til gengæld filmen den slags varme menneskelige fornemmelse, som dens mandlige hovedroller, Joseph Gordon-Levitt og Bruce Willis, ikke gav.
Det var en film, der var vellykket nok til, at hun gik direkte tilbage til genren i Doug Limans smarte 2014-blockbuster Edge of Tomorrow, hvor hun spillede en futuristisk hærsergent over for en anden mandlig hovedrolle (Tom Cruise, intet mindre), og hun bragte en velkommen følelsesmæssig gennemsigtighed til, hvad der kunne have været endnu en barsk sci-fi-thriller. “Der er en vane i actionfilm med 'stærke kvindelige karakterer' at forfladige dem ved at tage en alt for bogstavelig tilgang til det 'stærke' element og samtidig give lidt dybde i karakteren andre steder,” siger filmkritikeren Hanna Flint i den britiske avis The Guardian. “Det, jeg elsker ved Blunt i film som Edge of Tomorrow, er, at hendes karakterer ikke kun er action-babe-faksimiler af hinanden eller kønsbyttede mandlige karakterer, men mangefacetterede individer.”
I 2015 var Emily Blunt blevet naturaliseret amerikansk statsborger efter sit ægteskab i 2010 med den amerikanske sitcom-stjerne John Krasinski. Hollywood var nu hendes hjemby, hvor hendes karriere fortsatte med nye blockbusterfilm som The Huntsman: Winter's War (2016) og The Girl on the Train (2016). Nok solgte filmene forholdsvis mange billetter, men det var i filmen A Quiet Place (2018), at hun igen leverede noget uventet i form af en meget intens fødselsscene. Efterfølgeren to år senere leverede ifølge anmelderne flere penge, men mindre drama. Og så sent som dette forår fik filmen en tredje omgang i biograferne med A Quiet Place: Day One.
Trilogien er instrueret af hendes mand, John Krasinski, og Emily Blunt selv. Det mest overraskende ved Emily Blunt er måske, at hun trods mange priser og Oscar-nominering aldrig nogen sinde har spillet en hovedrolle i en superheltefilm. Men det siger noget om hendes kvalitet som skuespiller.
“At Blunt har tjent næsten 2 milliarder dollars ind som skuespiller uden at spille hovedrollen i en superheltefilm, viser hendes box office-appel. Så det ville være en dårlig forretning at hælde hende ud af blockbuster-rummet. Jeg kan ikke se hende blive sendt ud på græs endnu, men der er stadig en mangel på storskærmshistorier, som kvinder virkelig kan lede og lægge en filmisk punch i,” fortæller filmanmelderen Hanna Flint. Hun drømmer om at se Emily Blunt i en actionfilm uden en mandlig hovedrolle. “Jeg ville elske at se hende bruge sin stjernekraft til at støtte kvindelige filmskabere, der kommer ind i blockbusterrummet.”
