Fares Fares - Den svenske Oscar-kandidat
Det kunne have været gået rigtigt galt i starten af hans liv. For den libanesisk-svenske skuespiller Fares Fares blev født i Beirut i slutningen af april måned 1973. Blot to år senere brød en næsten altødelæggende borgerkrig ud i byen, der ellers blev omtalt som Mellemøstens Paris. Familien overlevede, men immigrerede i midten af 1980’erne til Sverige, hvor den slog sig ned blandt andre familiemedlemmer, der havde fundet husly her.
Fares Fares og hans yngre bror Josef holdt sig langt væk fra integrationscentre. “Jeg lærte svensk på bare tre måneder,” har han fortalt til svenske Kings Magazine. “Først handlede det om sproget. Så kulturen, der var meget anderledes. Men jeg adopterede hurtigt Sverige. Jeg havde bestemt mig for, at Sverige skulle blive mit land. I dag føler jeg, at hele min person er svensk.”
Fares Fares havde egentlig en drøm om at blive arkitekt. Men interessen for teatret tog magten – og karaktererne begyndte at dale. Og da han fyldte 19 år, bestemte han sig for, at det var teatret, der skulle blive hans levebrød. I første omgang som elev på teaterskolen Mölnlycke i Gøteborg. Desuden spillede han i de næste seks år i teatergruppen Tamauer i Värnamo.
Det skulle vise sig at være et klogt valg, om end det blev filmen, der for alvor leverede hans gennembrud. Det skete i filmen Jalla! Jalla! (2000). En film, der i øvrigt var hans lillebrors debutfilm som instruktør.
Siden gik det slag i slag med en række populære film som actionkomedien Snabba Cash (2003), Snabba Cash (2010) og Zero Dark Thirty (2012). Senest har han haft succes i tv-serier som Chernobyl (2019) og ikke mindst filmatiseringerne af Jussi Adler-Olsens krimier, hvor Fares Fares spillede rollen som kriminalkommissær Carl Mørcks assistent, Assad.
Karismatisk ydre
Fares har et unikt udseende og en karismatisk tilstedeværelse – både på scenen og på lærredet. Hans stil er intens, og han har en evne til at formidle følelser på en dybtgående facon, der i sjælden grad formår at fange publikums opmærksomhed med sin karisma og autenticitet. Han er også anerkendt for sit talent til at mestre forskellige accenter og sprog, hvilket har gjort det muligt for ham at spille både nationale og internationale roller.
Trods succes er han kendt for at være en relativt privat person, der helst undgår rampelyset. Han fokuserer ganske enkelt på sit arbejde foran kameraet. Selvom han så småt også er begyndt at gøre sig gældende bag linsen. Senest i økothrilleren Partisan (2020), hvor han også spillede en rolle som instruktør i samarbejde med den svenske instruktør Amir Chamdin.
Fares Fares var i vinter filmaktuel med Boy From Heaven (2022), der handler om en ung fiskerdreng, der får et legat til et islamistisk universitet i Kairo. En film om intriger – og ikke mindst en brutal magtkamp mellem Egyptens politiske og religiøse elite.
Filmen var Sveriges officielle kandidat til en Oscarstatuette. Hvilket den dog ikke fik. Men som Fares Fares har udtalt: “Personligt lever jeg mit drømmeliv. Så en Oscar-pris kommer nok med tiden.”