Lionel Richie
I 1980’erne var et gyldent årti for amerikansk popmusik. Ikke mindst den mere funky og soulagtige af slagsen gik sin sejrsgang verden over. Navne som Whitney Houston, Michael Jackson og måske endda Earth, Wind & Fire sprøjtede det ene hit ud efter det andet. Den ene mere sprøde stemme end den anden tonede ud gennem stereoanlæggets baspumpende højtalere. Men ét navn står for mange som indbegrebet af de største og mest elskede romantiske ballader: Lionel Richie.
Han startede sin karriere med de store essentielle spørgsmål. Født i 1949 i Tuskegee i Alabama fyldte religion naturligvis en stor del af opvæksten i The Deep South. Så måske skulle han være præst i den episkopale kirke? Som teenager udviste han faktisk også et vist talent for at spille tennis og fik et stipendie til Tuskegee Institute. Så skulle hans fremtid være på alverdens tennisbaner som professionel spiller?
Heldigvis – fristes man til at sige – fandt han ud af, at han ikke egnede sig som præst. Og med tiden mistede han også sin passion for tennis. Så var der hans stemme tilbage. For hans familie og venner var det måske heller ikke særligt overraskende, at han valgte musikken og sangen som sit levebrød. Faktisk var hans bedstemor klassisk uddannet pianist. Og som helt ung var han medlem af Tuskegee universitets marching band, der bar det stolte navn Marching Crimson Pipers. Men det var i den mere polerede del af musikkens verden, hans talent for alvor kom til udtryk.
I midten af 1960’erne var han drivkraften i en række forskellige R&B-bands, indtil han i ’68 blev sanger og saxofonist i et af de mest populære orkestre på den amerikanske musikscene: The Commodores. Egentlig startede de som støtteband til The Jackson 5, men fik hurtigt deres egen platform. Deres første albums var dansemusik med en distinkt funky lyd. Hvis man ikke sværger til vore dages rapmusik eller er fan af Taylor Swifts country-agtige pop, så handler det om numre som Machine Gun og Brick House. Med tiden skrev og sang Richie stadig mere romantiske ballader som Easy, Three Times a Lady, Still og breakup-balladen Sail On. Sidstnævnte blev ovenikøbet lidt af et trademark for Lionel Richie, der ofte brugte sine egne kærlighedsaffærer og breakups som inspiration til sin musik.
Solokarriere og Oscar award
Ti år som sanger og saxofonist sammen med The Commodores gled lige så stille ud, da Richie i 1981 tog hul på solokarrieren. Og det med endnu større succes. I starten af 1980’erne var han ikke blot anerkendt for sin egen stemme og ømme kærlighedsballader. Han skrev også flere store hits til kollegerne i branchen.
Men den største anerkendelse fik han, da han i 1986 fik en Oscar award for bedste sang med kompositionen Say You, Say Me fra filmen White Nights (1985), der blandt andet havde den berømte russiske balletdanser Mikhail Baryshnikov på rollelisten.
Det var ikke første gang, Lionel Richie fik succes med filmmusik. Allerede i 1981 fik han et kæmpehit i sin og Diana Ross’ duet Endless Love. En sang, der for mange stadig står som den ultimative kærlighedssang.
Støt og roligt arbejdede Lionel Richie sig ind i de amerikanske hjerter og fik den anerkendelse, som han fortjente. Som da han blev bedt om at optræde med sit hit All Night Long ved afslutningsceremonien til de olympiske lege i Los Angeles i 1984.
80’erne var og blev hans årti. Og med millioner af solgte albums og flere store koncertturneer bag sig blev der mere og mere stille. Ikke desto mindre fortsatte han op gennem 90’erne med at skabe sin særlige lyd – og ikke mindst sangtekster, der var styret af livets store følelser.
Selv har han i et interview til The Havard Gazette i 2011 fortalt, at der blot var tre små fjollede ord, som har styret hans karriere: ”For mig betyder 'humanitær' kun én ting. Det betyder elsker af mennesker, alle mennesker, uden anden grund end det faktum, at de er i live. Vi oplever så mange gange i livet, at vi rejser verden rundt og kritiserer, hvorfor folk ikke er, som vi er. Og dét, jeg har lært, om ikke andet, er, at du lever for, at vi er forskellige,” sagde han og tilføjede, ”jeg skriver om tre små ord, der aldrig vil gå af mode: Jeg elsker dig.” Hverken mere eller mindre. Måske er det også derfor, at han stadig i en alder af 75 år kan fylde koncertsalene på begge sider af Atlanten.
Hans fodaftryk
Selv efter årtusindeskiftet var der bud efter Richie og hans kunst. Som da han blev invitereret til at optræde i forbindelse med kroningen af kong Charles i 2023. Hans musik og evne til at levere på scenen var også baggrunden for, at han i 2018 blev medlem af dommerpanelet i sangkonkurrencen American Idol, hvor han blev kendt som det blide og emotionelle medlem af panelet.
Men et af hans største fodaftryk i musikhistorien fandt faktisk sted i midtfirserne, hvor den navnkundige Harry Belafonte ærgrede sig over, at en række britiske kunstnere under navnet Band Aid havde sat sultkatastrofen i Etiopien i fokus med sangen Do They Know it’s Christmas? Bellafonte mente, at også amerikanske musikere måtte træde i karakter og levere et støttealbum til de sultende menneskemasser i Etiopien. ”Vi ser hvide kunstnere hjælpe sorte mennesker i Afrika. Hvorfor ser vi ikke sorte musikere hjælpe til? Vi må også hjælpe til med at redde vort eget folk fra hungersnød.”
Lionel Richie og Michael Jackson skrev sammen sangen We Are the World, der blev det amerikanske svar på Band Aids sang. Faktisk var det lidt af en præstation. Ikke blot fik de skrevet en god sang. Det lykkedes dem også at tromme en lang række kendte amerikanske musikere sammen i et og samme studie en hel dag uden løn eller udsigt til selv at komme til at synge så meget som et enkelt vers. Men de fik den succes, de higede efter. Og sangen genererede millioner til akut nødhjælp i Afrika. Lionel Richies musik er elsket af millioner verden over. Og nogle tusinde af dem får lov til at opleve Lionel Richie give koncert i København den 1. juli 2025.