Il Maestro! Hollywoods grand old man
Martin Scorsese er ganske enkelt en af vor tids allerstørste filminstruktører. Måske den største. Lige fra hans første succeser som Taxi Driver (1976) til hans seneste spillefilm – Killers of the Flower Moon (2023) – har han formået at skabe små og store mesterværker. En lysende stjerne bag kameraet. Med en enestående sans for at få sine skuespillere til at levere lige netop den betoning i replikkerne, som gjorde dem til noget særligt. Noget, der var værd at huske. Noget, der gav filmene liv og nerve. Som den enestående scene i Taxi Driver, hvor Robert De Niro til sit eget spejlbillede stiller spørgsmålet “Are you talking to me?”
Det er disse små øjeblikke i de 68 spillefilm, Martin Scorsese har instrueret, som taler til os biografgængere. For selvom vi i dag ser film, der udelukkende er produceret til streamingkanalerne, er hans film kinematografisk set altid stort anlagt. Lyssætning, farvespil og lyd er en vigtig del af den samlede oplevelse – og elementer, der er afgørende for den historie, Scorsese vil fortælle.
Ikke mindst fordi Martin Scorsese gennem hele sin karriere har beskæftiget sig med onde mænd. Eller måske rettere kynikere, der opererer i onde systemer. I et interview i dagbladet Politiken i forbindelse med promoveringen af hans seneste film fortalte han lidt om baggrunden: “Da jeg var yngre, tænkte jeg, at jeg kunne fortælle en hvilken som helst historie, men jeg er endt med igen og igen at være tiltrukket af den samme type historie. Jeg tror blot, at det er den verden, jeg kender. Det var den verden, i New York, jeg voksede op i. Da jeg var 8, 9, 10 år, så jeg folk fra underverdenen, der regerede på gaden, men jeg så dem blot som mennesker. Dem, jeg levede blandt. Det var først, da jeg blev ældre, at jeg forstod, at deres handlinger, det, de var i stand til at gøre, stod i stor kontrast til gode menneskelige værdier. Den katolske kirke har været en stor del af mit liv, og særlig de præster, jeg var i kontakt med, gav mig med tiden et mere moralsk blik og hjalp os drenge med en balance i forhold til livet på gaden.”
Det er kontrasten mellem det gode og det onde, der optager Martin Scorsese. Eller rettere søger han svar på, hvor dybt de gode menneskelige værdier egentlig stikker, hvis vi for alvor bliver udfordret. Kan vi holde fast i dét, vi tror på? Eller vil vi handle amoralsk?
Dette tema har han nu beskæftiget sig med i en menneskealder. Fra hans spillefilmsdebut i 1967 med filmen Who’s That Knocking at My Door? over Cape Fear (1991) til The Wolf of Wall Street (2013). Selvfølgelig har der været undtagelser. Som da han i 1978 skabte filmen The Last Waltz om et af de mest ikoniske rockbands i verden: The Band. En dokumentarfilm, der siden er blevet rost til skyerne som verdens bedste koncertfilm.
Men det er barndomsoplevelserne fra New Yorks gader, der for alvor har sat sig spor i hans film. Han blev født den 17. november 1942. Han voksede op på Manhattan i Little Italy. Begge forældre arbejdede til daglig i New Yorks Garment District, der var byens centrum for tekstil- og modetøjsproduktion. Men de nærede begge en stor passion for skuespil og var aktive amatørskuespillere. Selv var Martin Scorsese som barn plaget af astma, hvilket afholdt ham fra at dyrke sport med gadens øvrige drenge. I stedet tog hans forældre og hans ældre bror ham ofte med i biografen. Det tændte en ild og en passion for filmens verden.
Som han mange gange har understreget i interviews, spillede hans italienske rødder og katolske opdragelse en ufattelig stor rolle for hans moralske kompas. Faktisk så meget, at han efter skoletiden drømte om at blive præst. Men efter bare ét år på præsteseminariet måtte han opgive. I stedet endte han med en kandidatgrad i engelsk fra Steinhardt School of Culture, Education and Human Development – en afdeling af New York University. Det var i 1968. Året efter hans debut som filminstruktør.
Hans første job var som kameramand på en række kortfilm, som blev produceret på New York University. Et arbejde, der lærte ham meget om filmens verden. “Ikke mindst fordi vi filmede med 35 mm kameraer,” har han fortalt i et interview. Men det var langtfra nogen stor succes. For som han sagde, havde han mere end svært ved at bedømme afstandene for at holde billedet skarpt i fokus.
Til gengæld havde han mere succes som redigeringsmedarbejder på CBS News, der ovenikøbet tilbød ham en fast stilling. Et tilbud, han heldigvis ikke tog imod. For Scorsese handlede det nu om at skabe store film. I starten af karrieren skabte han nye film stort set en gang om året. Men det var Taxi Driver fra 1976, der for alvor fortalte verden, at her var den næste store instruktør.
Ikke mindst fordi filmen havde Robert De Niro og en ung Jodie Foster i hovedrollerne. Den bliver i dag betragtet som en af de helt store klassikere. Den var indstillet til fire Oscars. Dog uden at vinde nogen. Til gengæld vandt den De Gyldne Palmer ved filmfestivalen i Cannes.
Siden er Scorseses film i alt 14 gange blevet indstillet til en Oscar. Men kun en gang vandt han. Det var som bedste instruktør i filmen The Departed (2006). Et krimidrama med blandt andre Jack Nicholson, Matt Damon og Leonardo DiCaprio på rollelisten.
Men det var også en æra, der havde sine mørke sider. Op gennem 70’erne udviklede Scorsese en manglende tro på egne evner og tyede til et omfattende kokainmisbrug. Faktisk mener han, at det var vennen Robert De Niro, der reddede hans karriere og måske også hans liv. Det var i hvert fald ham, der opfordrede Scorsese til at kvitte kokainen og lave filmen Raging Bull (1980) om bokselegenden Jake LaMotta. Det blev et mesterværk. Og en film, der udløste en Oscar til De Niro som bedste mandlige skuespiller. Filmen er holdt i en stærk sort-hvid kontrastfuld stil. Her blev filmkunsten bragt til nye højder ved en omfattende brug af slowmotion, komplekse sporingsskud og ekstravagant forvrængning af perspektivet (for eksempel ændrede størrelsen på bokseringene sig fra kamp til kamp).
Det reddede hans karriere. Og selvom kadencen i filmudgivelserne er dalet, har han stadig historier, der skal fortælles. Trods sine 81 år. “Jeg bliver fysisk trættere nu, men jeg har fem eller seks ideer til film, jeg ønsker at lave,” fortalte han til Politiken sidste år. Måske en western. En genre, han altid har drømt om at bide skeer med.
