Thure Lindhardt
Han er født juleaften 1974. Hans far var rektor for Pastoralseminaret i København. Og hans onkel blev såmænd biskop i Roskilde. Så det er næppe helt uventet, at skuespilleren Thure Lindhardt, 50, i høj grad er præget af sit kristne ophav. Men faktisk er det mere et livsfundament, der lever sit eget liv i baggrunden. En kulturarv, men ikke nødvendigvis den eneste ledetråd i livet.
“Helt fra jeg var en lille dreng, har jeg elsket de store fortællinger. Jeg slugte dem råt og levede mig fuldt og helt ind i deres univers. Om det var Brødrene Løvehjerte eller C. S. Lewis’ Narnia var ligegyldigt. Jeg spillede rollerne i mit hoved. Men selvom jeg havde min barnetro, fyldte kristendommen ikke alverden for mig. Det var jo en anden tid der i 1970’erne og 1980’erne. Det var en opgørets tid. En tid, hvor dogmerne blev udfordret. Og en tid, hvor det handlede om det politiske og om forandring,” fortæller Thure Lindhardt.
Men så fortsætter han: ”Men selvom vi ikke nødvendigvis gik i kirke om søndagen eller bad bordbøn, så har jeg jo alligevel følt mig forbundet til den store fortælling om Jesus. Vi har jo trods alt samme fødselsdag.”
Så selvom han er af en anden tid, hvor det dogmatiske politiske teater havde sin storhedstid, så er det noget mere basalt, der på det nærmeste har drevet Thure Lindhardt til scenen.
“Mine oplevelser med Brødrene Løvehjerte og Narnia blev også styrket af den opdragelse, jeg fik. Og dén verden, jeg voksede op i. Det er dét, kunsten kan. Den kan også få os til at undersøge dogmernes relevans. Der opstår i alle tidsaldre nogle skelsættende begivenheder, som bliver betydende for os. For mig var det ikke mindst murens fald i 1989. Far og jeg rejste til Berlin for at snuse til den nye tid. Jeg forstod måske ikke alle forudsætningerne, men oplevelsen i sig selv satte sine spor. Og gav en forståelse for, hvordan verden har udviklet sig. I hvert fald lige indtil i dag, hvor krig og ufred igen er en del af virkeligheden i Europa.”
En ny Jeppe er os født
Når nu den unge Thure i 1980’erne ikke skulle hænge sin hat på kristendommens krog, måtte han nødvendigvis finde en anden. Den krog blev kunstens verden. Ikke mindst fordi kunst for ham ikke er dogmatisk. Men retningsgivende. Perspektiverende.
“Jeg kan blive helt bevæget, når jeg falder over gamle egyptiske tekster, hvor folk taler om kærlighed og livets mening. Tænk, at folk for 3-4.000 år siden har gået rundt og tænkt over de samme ting, som vi gør.”
Det er ifølge Thure Lindhardt nok den ledetråd, der har haft størst betydning for hans liv og ikke mindst karriere, nemlig at kunne undre sig og bruge kunsten til at finde frem til noget eksistentielt i livet uden at ende med at skabe absolutte, endegyldige svar. Der skal være tid til at tænke. Og til at føre den dybe samtale, der forandrer noget. Lige netop den evne høstede han dette forår stor anerkendelse for i sin fortolkning af Jeppe på Bjerget i Christian Lollikes opsætning af Holberg-klassikeren på Aarhus Teater.
Netop dét at tage et mere end 300 år gammelt skuespil og placere dets univers og fortælling i vor tid er lige dér, hvor kunsten kan brilliere.
“Jeg var ikke mindst voldsomt inspireret af, at Holberg selv nævner, at Jeppe jo havde tilbragt 10 år i militæret. Holberg skrev jo stykket i efterdønningerne af den store nordiske krig i 1722. Det havde Christian Lollike spottet. Og derfor er det jo oplagt at skabe en ny Jeppe, der i vores historie er en PTSD-ramt veteran med udsendelser til Bosnien og Irak i bagagen. Drikfældig slynges han rundt i rum og tid. Og da han vågner i baronens seng, ender han med at blive lige så smålig og sadistisk som ridefogeden i Holbergs version.”
For Lindhardt er det lige netop disse modsætninger, der gør, at Holberg og Jeppe på Bjerget stadig er aktuel. Det er en fortælling, der ikke mindst i vores samtid får betydning, når vi ser på, at det verdensbillede, vi troede, vi kunne stole på, pludselig falder fra hinanden. Tænk på krigen i Ukraine, Gaza og en ny amerikansk agenda.
“Desuden er Jeppe en rolle, vi elsker. Som jeg elsker. Mest af alt fordi vi jo herhjemme elsker den lille mand, der altid bliver snydt af de mere magtfulde. Der er en rød tråd fra Jeppe på Bjerget til Olsen Bandens Egon Olsen!”
Filmens verden
Thure Lindhardt debuterede som skuespiller på de skrå brædder. Som scenekunstner. Som 24-årig på Café Teatret i Shopping and Fucking. Få år senere spillede han titelrollen i Gladsaxe Teaters version af Aladdin. Og helt klassisk blev det, da han spillede Hamlet på Kronborg i 2004.
Men for den brede offentlighed er det nok i biografernes mørke, at de fleste stiftede bekendtskab med den lyshårede danske skuespiller. Første succesoplevelse var, da han i Kasper Rostrups drama Her i nærheden (2000) spillede over for dansk films grande dame: Ghita Nørby.
Nordkraft (2005) var en anden filmsucces. For slet ikke at tale om hans rolle som modstandsmand i Flammen & Citronen (2008).
Året efter kulminerede det med udenlandske tilbud i form af en rolle i Ron Howards filmatisering af Dan Browns thriller Engle og Dæmoner (2009). Her spillede han rollen som en ung, meget lyshåret, sikkerhedsofficer i Vatikanets Schweizergarde.
“Det var en fantastisk oplevelse pludselig at skulle sidde til læseprøve med ingen ringere end Tom Hanks og Ayelet Zurer. Jeg var ærligt talt et sted, hvor jeg gerne ville være. Var så at sige landet på min rette hylde. I mine ungdomsår havde jeg faktisk rettet en stor del af min fokus mod udlandet. Søgte ind på skuespilskoler i Tyskland, England og USA,” fortæller han og fortsætter:
“Derfor var det lidt underligt, at jeg til sidst blev optaget på Odense Teaters elevskole. Af alle steder! Men det var en god tid, der lærte mig utroligt meget. Og Odense er heldigvis en meget mere spændende by i dag end dengang!”
Thure Lindhardt kommer fra et meget intellektuelt hjem. Et hjem, hvor der var højt til loftet. Ikke mindst fordi hans far, der havde ansvaret for uddannelsen af præster ved det københavnske pastoralseminarie, og hans mor, der var psykiater, havde åbnet døren til en tankeverden med kunst og oplevelser.
Men når det handlede om film, ja, så var det en af forældrenes bedste venner, naboen Ulla, der tog over. Hun havde sat sig for, at Thure Lindhardt på godt og ondt skulle igennem alle tidens store film.
“Så sammen sad vi så og så Fassbinder, Kieslowski og ikke mindst Les Enfants du Paradis. Jeg var undrende og nysgerrig. Og jeg forstod sikkert heller ikke filmene, som jeg gør i dag. I dag kan jeg anerkende dem som de mesterværker, de er. Men det viser, at vi ikke skal være bange for at introducere hinanden til noget nyt. Måske mest af alt, fordi det er oplevelsen i nuet, der tæller. Og ikke nødvendigvis en intellektuel forståelse.”
Thures egen fortælling
Selvom Thure Lindhardt fortjent har vundet anerkendelse for sin optræden i filmens verden – han vandt blandt andet anerkendelsen som Shooting Star ved filmfestivalen i Berlin så tidligt som i år 2000 – var det alligevel med lidt blandede følelser, at han så frem til en fremtid som international filmskue-spiller.
“Efter Engle og Dæmoner havde jeg en lang periode, hvor jeg konstant arbejdede i udlandet. Jeg fik hovedroller i film som 3096 dage om Natascha Kampusch og Keep The Lights On. En amerikansk indiefilm, skaffede mig en nominering til indiefilmenes Oscar for bedste mandlige hovedrolle. I øvrigt i konkurrence med Matthew McConaughey og Jack Black.”
Men prisen kunne måske også blive for høj. For efter at have siddet på et hotelværelse i Budapest i seks måneder, mens han tog del i optagelserne til tv-serien The Borgias, begyndte behovet for at vende et nyt blad i sin egen fortælling. Det var tid til at starte et nyt kapitel. Det tog et par år. Som Thure Lindhardt udtrykker det: “Et livsskift tager nu engang den tid, det tager.”
Men selvom det tog sin tid, var retningen klar. Det handlede om en fremtid tættere på Danmark, familien og de mennesker, som han elsker og holder af.
Det kan være, at Thure Lindhardt ikke selv har forfulgt en egentlig kristen linje i sin karriere. Men han kan sine bibelsteder. Og når han skal forklare, hvorfor han egentlig fravalgte den internationale karriere, har han ikke problemer med at ty til Matthæusevangliets beskrivelse af Jesus, der i ørkenen faster 40 dage og nætter. Kun for at opleve, at den virkelige test først kom efter prøvelserne, da han stod over for djævelen.
“Jeg havde et behov for at være tættere på familien og venner. Derfor var det et forholdsvist bevidst valg, at jeg så at sige vendte hjem til den danske scene. Mine prøvelser bestod i at formå at bringe mig i spil til internationale filmroller. Men testen bestod i at vende hjem.”
Det har da kastet et par udenlandske roller af sig i form af hans medvirken i en række tyske krimiserier. Men herhjemme huskes han nok mest for sin medvirken i krimiserien Broen og komedie-drama-serien Badehotellet.
Men det er måske Holberg, der leverer krudtet til en af hans største kunstneriske succeser. I hvert fald er rollen som Jeppe én, der taler ind i Thure Lindhardts egen fortælling. En fortælling om konstant at udfordre de dogmer, der styrer vores verden.
Hans rejse er langtfra slut, og der er masser af udfordringer endnu. Men hans rejse har indtil videre givet ham indsigt. Og tro på, at det nytter. At kunsten kan være med til at gøre os til bedre mennesker.