Hvordan Max Verstappen forviste mesteren

Verstappen har fra de tidligste løbsdage været kendt for en aggressivitet, der er – hypnotiserende eller vanvittigt, alt afhængig af, hvordan man ser på det – lige på grænsen til det forsvarlige. “Max’ bedste form for forsvar er angreb,” siger Red Bull Racing-teamets chef, Christian Horner, gerne. Verstappens førende rival gennem de seneste par sæsoner, den syvdobbelte verdensmester, Lewis Hamilton, har udtrykt det lidt anderledes: “Max er et slags ’vind- eller dø-menneske’. Det er, som om han siger: ’Enten kører du galt, men du kommer i hvert fald ikke forbi mig.”

“Jeg tror ikke, du kan køre hurtigt, hvis du har frygt indeni dig,” fortalte Verstappen sidste år, da han forsvarede sin VM-titel. Og den taktiske frygtløshed forklarer i høj grad hans konkurrencefordel og nylige dominans, som resulterede i to verdensmesterskaber i 2021 og 2022. Med sine 25 år har han vundet flere Grand Prixer end alle på nær fem racere i F1- historien – og er allerede komfortabelt placeret i selskab med de bedste Formel 1-racere som Hamilton, Schumacher, Vettel, Prost, Senna…

Han kan vinde uanset, hvilken startposition han har. Om det er fra Pole Position eller sidst i feltet er ligegyldigt. Og det er, når han jagter sejren, at hans egenskaber som Formel 1-kører bliver mest ekstatisk. At følge ham giver næsten én en følelse af, at det er skæbnebestemt, at han til sidst ender med at køre for sejren. Det er måske også den tro på sejren, der gør, at hverken han selv eller hans teamchef tror, at han begår nogen fejl under et løb. Verstappen, teamchef Horner og Red Bull bearbejder konstant dommerne og klemmer hver en lille fordel ud, som kan hjælpe dem til at undgå strafsekunder.

Derfor kan det måske også more Formel 1-fans at høre, at det på trods af grove fejl under sin køreprøve i 2015 lykkedes ham at tale sig ud af det, så han kunne tage hjem med et spritnyt kørekort. “Jeg argumenterede for, at de andre bilister stadig var langt væk, og at det ikke ville have givet nogen mening at stoppe,” forklarede han. “Og så sagde den motorsagkyndige: ’Okay, jeg vil lade dig slippe afsted med det.”

Max Verstappens ankomst til toppen blev slået fast ved Abu Dhabi Grand Prix i 2021 – det sidste løb i sidste sæson, og en sportsbegivenhed, som 108 millioner mennesker verden over fulgte intenst. Sæsonen havde været spændende. Måske den mest spændende i hele Formel 1-historien. Førstepladsen skiftede hænder flere gange. Verstappen og Hamilton havde kørt hinanden af banen ved tre lejligheder. Og de to teamchefer Horner og Wolff havde tilsyneladende brugt hvert eneste øjeblik på pressekonferencerne på at føre PR-krig mod den anden, dreje den offentlige fortælling og generelt bare brokke sig meget. Det var ikke specielt sportsligt. Og begge teams var lige gode til at uddele tæv og jamre sig. Men det var i den kontekst, Abu Dhabi Grand Prix begyndte.

Da Grand Prix’et foldede sig ud, trak Hamilton og Mercedes ud og lagde sig i spidsen af løbet. De fleste forventede, at Hamilton i praksis havde sikret sig sit ottende verdensmesterskab. Var der mon et tidspunkt under løbet i Abu Dhabi, hvor Verstappen med 10 omgange tilbage, 8 omgange, 7... tillod sig selv at acceptere, at alt var tabt? “Men jeg tænkte bare, at det ikke måtte ske,” sagde han. “Så jeg blev bare ved med at presse til det sidste. Men selvom vi ikke havde vundet, ville det stadig have været en fantastisk sæson.”

Men selvfølgelig skete miraklet. Med fem omgange tilbage, crashede en anden bil, hvilket forårsagede en påbudt opbremsning (gult flag), der bragte alle bilerne meget tættere på hinanden. Uden at komme ind på de forvirrende og kontroversielle udlægninger af, hvad der skete og ikke skete, tillod løbslederen, at løbet blev genoptaget med kun én omgang tilbage. Verstappen lå lige bag Hamilton. Men han havde friske dæk, og da løbet startede igen, kunne Verstappen lave den ene overhaling, der for alvor betød noget. Og få sekunder senere kunne han passere målstregen som ny verdensmester.

Det var kulminationen på en lang sæson, hvor duellen mellem Hamilton og Verstappen blev afgjort på bare 99 sekunder. Det var forbløffende. Efter at han stoppede sin bil, stoppede motoren, løsnede sin sele og fjernede sit rat, kom hans far hen til ham og slog panden ind i sønnens hjelm, mens han skreg: "Vi gjorde det."

Hans far – Jos Verstappen – kørte selv i Formel 1 mellem 1994 og 2003. Også han var kendt som en aggressiv kører, der lavede for mange fejl og ofte var uheldig. Han fik aldrig en sejr i hele sin karriere. Blot to podiepladser blev det til. Men da det kom til hans førstefødte søn, blev Max hans projekt. Og det er i høj grad hans fortjeneste, at Verstappen blev den frygtløse racerkører, han er blevet.

I weekenderne pakkede de en skræddersyet Mercedes Sprinter-varevogn med plads til fire gokarts, værktøjskasser og en seng bagi. Sammen tog de den lange køretur fra det nordlige Belgien til væddeløbsbanerne i Sydeuropa, oftest Italien. Når han fik fri fra skole fredag eftermiddag, gik der sjældent mere end en time, før de sad i varevognen, hvor han enten spillede på sin bærbare Playstation eller plagede sin far med tusindvis af spørgsmål. “Det fortsatte lige indtil, han bad mig om at ’holde kæft’”. En 10-timers køretur om natten, en hurtig morgenmad og så var han klar til at køre. Selv anslår han, at de kørte mindst 80.000 kilometer hvert af disse år på vej rundt i Europa til stævnerne.

Med et enormt engagement og total hengivenhed har Jos Verstappen givet sin søn muligheden for at tjene 50 millioner dollars om året på at køre verdens mest ekstraordinære racerbiler, mens han nåede toppen af en global sport. Max Verstappen er en ener. Et unikum. “Jeg har egentlig aldrig haft nogen, jeg så op til. Det skulle lige være Michael Jordan. Hvis du begynder at kopiere andre, kan du højst blive ligeså god som dem. Aldrig bedre. Og jeg vil være bedst!” Max Verstappen kastede sig i marts måned ud i kampen for sin tredje titel.