Corts Tour
Hvis der er noget, vi danskere elsker, er det at bruge enhver lejlighed til at svinge med Dannebrog og give udtryk for lidt national begejstring.
Men den 1. juli 2022 var det Tour de Frances gule signaturfarve, der prydede København og byens regnvåde gader. 176 ryttere blev sendt af sted med ét minuts mellemrum. Og præcis kl. 17.13 lyder det sidste bip, inden rytteren med rygnummer 146 bliver sendt ud på ruten. I sin lyserøde trikot spænder Magnus Cort Nielsen alle muskler i kroppen og træder igennem fra første tråd.
Ned ad rampen og ud på Nørre Farimagsgade. Han accelererer og når hurtigt ind i et jævnt tråd, inden han svinger til venstre ud over Dronning Louises Bro på vej ud mod Østerbro og Fælledparken.
Før Magnus Cort har nogle af dette års store favoritter allerede været ude på den 13 kilometer lange rundstrækning i København. Det er navne som Jonas Vingegaard, Mads Pedersen, Tadej Pogačar og Primož Roglič. Trods en masse dramatik og styrt har de ligesom sat niveauet på den regnvåde rute, der også byder på brostensbelægning på Amalienborg Slotsplads og svære passager på Langelinie. Sluttiderne ligger omkring de 15 minutter.
Magnus Cort kører en flot enkeltstart. Da han stryger over målstregen på Rådhuspladsen, viser uret 15 minutter og 38 sekunder. Det giver en gennemsnitsfart på lige over 50 km/t og rækker til en samlet 11. plads. Absolut godkendt. Ikke mindst fordi han weekenden inden vandt sølv i enkeltstart ved de danske mesterskaber. Så der er ingen tvivl om, at han hører til i toppen.
Selvom cykelsport altid har været populært herhjemme, er der alligevel forskel på danmarksmesterskaberne og så Tour de France. Ikke mindst fordi Tour de France har lokket over en halv million tilskuere på gaderne. Støjniveauet er øredøvende. Og de danske ryttere bæres frem til fine tider.
”Det var den vildeste oplevelse at køre enkeltstarten i København. Folks forventninger var i top – og det fortsatte i de kommende dage, da vi kørte over Sjælland, Storebæltsbroen og i Jylland,” fortæller 29-årige Magnus Cort.
Senere på Tourens franske etaper fandt han de mere kritiske toner frem: ”I Danmark opførte folk sig ordentligt. De ville gerne tage billeder og heppe. Men i Frankrig løb tilskuerne efter en og ville røre ved en. Hele tiden. Når man kører ræs, føles det næsten som en lussing, når man bliver ramt af en begejstret tilskuer.”
At også de franske tilskuere var begejstrede for Magnus Cort og hans bedrifter skyldes i bund og grund en samtale, han havde med holdledelsen efter enkeltstarten i København.
”Jeg er jo ikke klassement-rytter og havde ingen ambitioner om at ende på podiet i Paris. Det var jo min holdkaptajn, Rigoberto Urán, vi kørte for. Men det betyder jo også, at der kan være åbent for, at resten af holdet kan køre efter en etapesejr eller point- og bjergkonkurrencen. Jeg spurgte derfor både Urán og holdledelsen, om det var OK at gå efter den prikkede bjergtrøje.”
Svaret var et klart ja. At gå efter bjergtrøjen giver ikke alene individuel prestige til rytteren. Det er også et udstillingsvindue, der giver størst mulig eksponering til holdets sponsorer. Så allerede tidligt på løbets anden etape var Magnus Cort at finde helt fremme i feltet. Og strategien holdt. For han vandt spurterne på alle tre kategoristigninger på anden etape. Den prikkede bjergtrøje var i hus. Det var i sig selv en succes. For det var mere end 10 år siden, en dansk cykelrytter kunne iføre sig den polkaprikkede trikot.
Dagen efter skulle den tredje etape fra Vejle til Sønderborg køres. I alt forholdsvis 182 flade kilometer. Men dog med tre point at hente på de sønderjyske bakker. Straks løbet blev givet fri, strøg Magnus Cort frem i et soloudbrud. Hele 130 kilometer sad han derude alene og scorede de tre point, der sikrede ham endnu en dag i bjergtrøjen.
”Det var egentlig ikke planen, at jeg skulle sidde i soloudbrud hele dagen. Men det virkede. Jeg fik mine point og beholdt den prikkede trøje. Og igen var det fedt at se alle de danske tilskuere, der heppede og hujede, når jeg kom forbi.”
At køre på hjemmebane havde stor betydning for Magnus Cort. På den sidste bakke med point til bjergkonkurrencen havde han endda kræfter til at rejse sig i pedalerne og spurte hen over toppen til publikums store begejstring. ”Det var et lille skuespil. En simulation. Der var trods alt gået lang tid, hvor der intet var sket.” Så betød det mindre, at han i sidste ende var en af de sidste ryttere, der kom over målstregen i Sønderborg.
Men de tre dage, hvor Tour-feltet rullede gennem Danmark, havde givet det ønskede udbytte. Nok lå Magnus Cort godt tilbage i klassementet. Helt præcist betød dét, at han brændte så mange kræfter af på soloudbruddet, at han nok var den eneste rytter med bjergpoint, men samtidig sejlede han ned i den samlede stilling. I Sønderborg – og med udsigt til en hviledag, inden Touren fortsatte i Dunkirk – var han på en samlet placering som nummer 171.
”Som sagt var min ambition ikke at gøre det godt i klassementet. Det handlede om etapesejre og den prikkede bjergtrøje.” Men der blev lagt mærke til den 29-årige bornholmer. Herhjemme var både medier og tilskuere begejstrede over Corts indsats. Og ikke mindst det faktum, at det nu var en dansker, der kørte rundt i 'den prikkede'. Det var også i starten af Touren. Inden cykelfans herhjemme turde begynde at tro på, at Vingegaard kunne gøre arbejdet færdigt i Paris.
Men for Magnus Cort var det en drøm, der gik i opfyldelse allerede efter blot tre etaper af Tour de France. ”Det er en vild oplevelse. En drøm, der er blevet til virkelighed. Så bliver det næsten ikke større. Kæmpestort.”
Cyklede med sin far
At han den julidag i Sønderborg vidste, at han i hvert fald også på den første etape i Frankrig ville kunne trække i den prikkede bjergtrøje, var nok en drøm, der var gået i opfyldelse. Men den er ikke kommet ud af den blå luft. Sport og idræt fyldte en masse i hans barn- og ungdom.
Født og opvokset på Bornholm er han ikke uvant med hverken bakker eller dét at måtte levere hårdt fysisk arbejde for at komme fremad. Som alle andre raske drenge har han i en periode spillet fodbold – og løbet. Det udviklede sig til både tri- og duatlon, inden han for alvor kastede sig over cykelsporten. Først på mountainbike, inden han endelig sadlede om til landevejscyklingen.
”Jeg fik min første racercykel som 12-årig. Eller rettere: Da jeg var 12 år gammel, fik både min far og jeg nye racercykler. Vi cyklede øen tynd. I starten var det kun ham og jeg. Og i starten sad jeg nok mest på hjul. Men efter et stykke tid kunne jeg følge med ham. Og da jeg var en stor teenager, begyndte jeg også at køre fra ham.”
Det betød også, at træning og cykelløb efterhånden blev sat mere i system. Ikke mindst da han som 16-årig blev meldt ind i Bornholms Cycle Club. Som 17-årig flyttede han til Nykøbing Falster for at starte på uddannelsen til cykelmekaniker. Men cykelsporten begyndte at tage mere og mere tid. Så den uddannelse blev lagt på hylden.
Til gengæld fik han hurtigt sin første internationale sejr, da han i 2011 vandt Fredsløbet – Course de la Paix Juniors – i Tjekkiet. Det var også i de år, at hans talent for alvor blev spottet. Med udtagelser til juniorlandshold i såvel MTB som landevejscykling. Samme år vandt han tillige DM i cykelcross og linjeløb for juniorer.
Herefter var der ikke nogen tvivl om talentet. Og kontrakttilbuddene begyndte at strømme ind. Først hjemlige hold som Team Cult Energy, som han skrev kontrakt med i 2013. Siden blev det til store internationale hold som Orica, Astana og nu senest EF Education-EasyPost.
Og resultaterne udeblev ikke. Allerede som 23-årig vandt han to etaper i Vuelta a España. Om den første fortalte han siden hen, at han havde været nede og hente vand til holdets ryttere, inden han kæmpede sig tilbage i front og vandt en spurtsejr. Senere vandt han etapeløbets sidste etape i Madrid.
Den største sejr tog han, da han vandt 15. etape i 2018-udgaven af Tour de France i Carcassonne. ”Det står som noget af det største. Og jeg drømte om at gentage netop den bedrift i år, hvor også den 15. etape af årets Tour havde mållinjen i Carcassonne. Men sådan skulle det altså ikke gå.”
Rigtige bjerge
Efter hviledagen rykkede hele Tour de France-menageriet til Frankrig. Nu skulle det virkelige cykelløb til at gå i gang. Fjerde etape gik fra Dunkirk til Calais. Hele seks bjergpoint var på spil. Og verdenspressen begyndte for alvor at spekulere på, hvornår Magnus Cort måtte afgive sin bjergtrøje, når der nu kom seriøse stigninger på programmet.
Men Cort snuppede fem af seks point og udbyggede sin føring. Belgiske Wout van Aert snuppede det sidste, inden han vandt etapen. Dagen efter stod det igen på en flad etape, nemlig fra Lille til Ahrenberg. Og igen var Cort fremme og imponerede cykelverdenen med sin aggressive kørsel. Han endte på femtepladsen blot 30 sekunder efter vinderen.
Mere interessant er det imidlertid, at han for anden gang blev udnævnt til løbets mest angribende rytter. En ære, som tildeles den rytter, der efter løbsledelsens opfattelse bedst lever op til Tour de France-ånden. Det udløser et rødt rygnummer til den følgende etape. I øvrigt blev Cort også valgt som den mest angrebsivrige rytter efter sit 130 kilometers soloudbrud på den tredje etape i Danmark.
Etapesejren
Magnus Cort skabte overskrifter. Hans soloridt – både i Danmark og i Frankrig – var ikke blot seværdige. Det betød også, at han slog en vild rekord som den rytter, der har kørt først over flest kategoriserede stigninger i træk. Faktisk skal man helt tilbage til 1958 for at finde en rytter – Federico Bahamontes – der ligesom Cort kørte 10 etaper i den prikkede. Den rekord tangerede Cort. Og med sin angrebsiver og sine mange udbrud beholdt han bjergtrøjen i hele 11 etaper.
Og så var det endda ikke slut med det. På den 10. etape strøg Magnus Cort nemlig over målstregen i Megève som vinder og kunne sætte en præmiesum på næsten 10.000 euro ind på kontoen. Eller rettere: Præmiepengene bliver delt mellem de øvrige ryttere, så Cort fik knap 1.000 euro til sig selv.
”Når først man er der, er der intet større end en etapesejr. Pengene er naturligvis rare. Men det betyder mindre.” For Magnus Cort var det også kulminationen på et års daglig træning og talrige cykelløb. ”Det er jo det, som vi træner for at kunne. Tour de France er og bliver det største.”
Og træning, ja, det er i praksis hans daglige arbejde. Til daglig bor han i Andorra, hvor han med en god portion selvdisciplin sørger for at træne op til de store løb. ”Andorra ligger jo i bjergene, så det behøver ikke blive til så mange kilometers kørsel om dagen. Op ad formiddagen – sådan ved 10-tiden – kører jeg en tur op i bjergene. Jeg træner cirka 25 timer om ugen på at cykle. Og så supplerer jeg med lidt styrketræning, når det er nødvendigt. Ellers går dagene med at slappe af, spise og drikke – og se tv.”
Når Magnus Cort ikke suser op og ned ad bjergvejene i Andorra, kører han de 200 kilometer til den spanske by Girona uden for Barcelona, hvor EF Education-EasyPost har deres base. Det er også her, de samles, inden de rejser rundt til de store løb.
Pengene og fremtiden.
Selvom millioner af tv-seere følger med i de store World Tour-klassikere som Giro d’Italia, Tour de France og Vuelta a España, er de professionelle cykelryttere bestemt ikke forgyldte som eksempelvis fodboldspillere i de bedste europæiske ligaer.
”Det er heldigvis ikke så slemt, som det har været tidligere. I dag er der indført en minimumsløn for de ryttere, der kører med på World Touren. Det sikrer dem en mindsteløn på omkring 60.000 euro om året. Eller ca. 450.000 kr. om året. Men mange af os bor så også i lande, hvor der er knap så hård en beskatning. Desuden har nogle få også mere eller mindre givtige sponsoraftaler, som kan hjælpe. Men mange tjener da væsentligt mere end mindstelønnen.”
At det er nødvendigt, skyldes det faktum, at de professionelle cykelryttere ikke kommer i nærheden af den løn, som Ronaldo eller Messi kan sætte ind på bankkontoen hver måned. og som for alle andre sportsfolk kommer der en dag, hvor benene ikke længere kan følge med.
”Jeg har nu nok en del år tilbage i benene, inden jeg skal finde på noget nyt. Og jeg forsøger at være fornuftig og spare op. Indtil videre har jeg købt min lejlighed her i Andorra. Men jeg forsøger hele tiden at lægge noget på kistebunden til den dag, hvor jeg ikke længere kan cykle professionelt.” Konkrete planer for, hvad den fremtid skal indeholde, har han endnu ikke lagt. Men det skal absolut handle om noget med cykler.
Uretfærdigt exit.
Men at den dag kan komme hurtigere, end han vil være ved, blev han også bevidst om, da han efter 14 etaper blev tvunget ud af årets Tour de France.I dagene efter sejren på den 10. etape følte han sig lidt skidt tilpas. Ikke noget alvorligt. Og de mange corona-test var da også negative. Men efter han kom over målstregen i Mende som nummer 151, var det pludselig slut.
”Jeg havde følt mig sløj nogle dage. Men ikke værre, end at jeg sagtens kunne køre. Desværre viste en corona-test om morgenen, at jeg var smittet med Covid-19. Og så var det pludselig slut. Fra den ene dag til den anden. Og dét endda lige før etapen til Carcassonne. En etape, jeg gerne ville vinde igen.”
"Det føltes ærligt talt lidt uretfærdigt. Jeg var sikker på, at jeg sagtens kunne have kørt den 15. etape. Men vi måtte naturligvis følge reglerne, så jeg ikke smittede andre undervejs.” Enden blev, at Magnus Cort måtte pakke og rejse hjem til Andorra, hvor han holdt sig i isolation i den foreskrevne periode. Lidt feber. Træthed. Men ellers uden symptomer. Og måneden efter kørte han igen i Danmark, da han med sit hold deltog i PostNord Danmark Rundt. Resultatet blev en femteplads. Men det ændrer ikke på, at Magnus Cort har haft et fantastisk 2022 med syv dage i den prikkede bjergtrøje og en etapesejr i verdens hårdeste cykelløb.
Det kan være, at Corts Tour blev lidt for kort. Men han er allerede i gang med at træne til næste års Tour. Og forhåbentlig får vi andre lov til at se ham i den prikkede bjergtrøje endnu en gang.