The Journal
Kære læser
Lange solskinsdage. Varme. Foråret og sommeren nærmer sig – fristende, smukt og fyldt med energi. Blomsterne springer ud, farverne bliver klarere, og måske dukker der også nye løsninger op på hverdagens udfordringer. Det er i hvert fald den følelse, vi får, når vinterens kulde endelig må vige for de lyse måneder.
Vi har forsøgt at fylde denne udgave af Kaufmann Journal med positive historier, der forhåbentlig ikke kun giver læselyst, men også kan inspirere og male et lysere billede af fremtiden.
Læs for eksempel interviewet med skuespilleren Thure Lindhardt, der i februar måned høstede stor anerkendelse for sin fortolkning af Jeppe på Bjerget. En forestilling på Aarhus Teater, der fik anmelderne til at binde en kæmpe buket roser til Lindhardt. Vi har talt med ham om, hvad kunsten og ikke mindst Holbergs 303 år gamle teaterstykke kan fortælle os i dag.
Og så har vi dykket ned i den fantastiske historie om George Clooney, der dette forår fylder 64 år. Han er og bliver en institution i den amerikanske kunstverden, hvor han gennem årene har vundet den ene pris efter den anden. En succes, han også har brugt til at få fodfæste i forretningsverdenen.
Vi har også skrevet et portræt af den britiske skuespiller Daniel Day-Lewis. Han har færre film på cv’et end Clooney, til gengæld er de nøje udvalgt – og han leverer altid varen. Ovenikøbet på et niveau, der gør, at han ofte bliver omtalt som verdens bedste skuespiller.Du kan også læse om rom – altså den, vi drikker. Om smukke armbåndsure, engelske herregårde og biler som den smukke Shelby Cobra Daytona Coupé.
Notre Dame-katedralen i Paris er en skøn historie om, hvordan en katastrofe på rekordtid er blevet vendt til en positiv oplevelse. Katedralen står nemlig – efter blot fem års arbejde – genopbygget, efter den ikoniske kirke i 2019 blev opslugt af flammer. Taget, spir og inventar er totalrenoveret efter branden. Og i de kommende år fokuserer man så på at restaurere de mange kunstskatte.
Fra vores egen verden har vi kastet et blik på blazerens historie. Den lette sportsjakke, som var den foretrukne beklædning blandt roere og cricketspillere omkring år 1900. Ikke desto mindre er det et stykke tøj, der stadig går sin sejrsgang verden over.
Kort sagt har vi forsøgt at fylde magasinet med masser af spændende læsestof og ikke mindst inspiration til din forårs- og sommergarderobe.
God læselyst.
Hent dit eksemplar i en af vores butikker